Bedøvede hun sine ofre og berøvede dem - eller var der tale om et uheld og en stor gave fra en rig gentleman fra Hellerup?

Københavns Byret var ikke i tvivl, da den onsdag skulle vurdere de to forhold, som radio 24syv-værten Roxanna Anne Albeck var tiltalt for at have begået.

Det ene fandt sted i december 2009. Her vågnede en mand op i sin lejlighed i Hellerup med musikken bragende ud af højttalerne. Hans bankkonto var lænset for knap 25.000 kr. Han var gået ud, efter at radioværten den nat havde blandet ham en drink, fortalte han i retten.

Både ofret og politiet mener, at drinken var spækket med et ukendt 'bedøvende middel'. Noget, som radioværten har nægtet. Og de mange penge, som hun lænsede mandens dankort for, mens han var faldet i søvn i hjemmet, var nogle, han havde givet hende lov til at hæve, forklarede hun.

Det andet forhold fandt sted i september 2010. Også her havde ofret mødt Roxanna Anne Albeck i byen, taget hende med hjem, drukket en drink, hun havde blandet, og var derefter 'gået ud', mens hun lænsede hans kort. En undersøgelse af hans blod viste efterfølgende, at han havde indtaget metadon.

Radioværten bedyrede i retten, at drinken med bedøvelse var til hende selv og forbyttet ved et uheld.

Retten behøvede kun ni minutter til at tænke over sagen og idømte hende et års ubetinget fængsel.

Roxanna Anne Albeck blev kendt skyldig i røveriet begået i september 2010, men slap for en dom for røveri for forholdet i december 2009 - ifølge retsformanden alene, idet der ikke forelå en blodprøve, der dokumenterede, at manden var blevet bedøvet.

Sagen blev anket på stedet til landsretten.