Hashcaféen Smokenhagen blev fredag lukket af Københavns Politi, der beslaglagde caféens stoffer. Det ventes, at den snart vil åbne igen.

Den københavnske café Smokenhagen, der åbenlyst sælger hash efter hollandsk forbillede, er fredag blevet lukket af politiet. Vagtchef Jens Kristiansen oplyser til Berlingske Nyhedsbureau, at Københavns Politi ransagede caféen ved middagstid.

- Caféen blev lukket, efter vores folk konstaterede flere ulovligheder på stedet. Vi har beslaglagt narkotiske stoffer, siger vagtchefen, der ikke vil komme nærmere ind på størrelsen af dagens fangst.

Det er ikke første gang, Københavns Politi lukker Smokenhagen.

- Vi har været der flere gange i løbet af sommeren. Og vi tager derned igen, hvis caféen åbner endnu en gang, siger vagtchefen.

Smokenhagen, der ligger i Lavendelstræde i Københavns indre by, ejes og drives af Khodr »Cutter« Mehri, der ønsker at sætte fokus på legalisering af hash i Danmark.

I Københavns Kommune går et flertal af politikerne ind for at lovliggøre hash og cannabis, men foreløbig har kommunen fået afslag på ansøgningen om at indføre en forsøgsordning i hovedstaden.