Den lille, britiske by Spalding i det østlige England blev tirsdag morgen scene for en grusom familietragedie på åben gade. En 57-årig far skød og dræbte sin 50-årige kone Claire og 19-årige datter Charlotte med et haglgevær på en parkeringsplads.

Mor og datter var tirsdag morgen i svømmehalen i det lokale sportscenter. Da de klokken 9 lokal tid kom ud for at sætte sig i bilen og køre hjem skete tragedien.

Ifølge det britiske medie Daily Mail lå faderen, Laurence Hart, på lur uden for svømmehallen og skød de to kvinder på klos hold med et haglgevær, da de kom ud på parkeringspladsen.

Et vidne har efter den voldsomme episode forklaret til det britiske medie, at den 57-årige drabsmand gemte sig ved en bil få minutter før, kvinderne kom ud fra Castle Sports Center i Spalding.

Efter at have dræbt sin kone og datter, skød og dræbte den 57-årige far sig selv med sit gevær. Vidner på stedet forsøgte at give de to kvinder førstehjælp, men tragedien var sket. De to kvinder blev kort efter skudepisoden erklæret døde af redningspersonale, der hurtigt ankom til stedet. Det samme blev den 57-årige far og drabsmand.

En håndværker, der tirsdag morgen arbejdede tæt på parkeringspladsen, hvor tragedien fandt sted, løb hen for at hjælpe de tre personer, der lå sårede på gaden.

»Manden var allerede død, da jeg ankom. Den ældre kvinde var meget ilde tilredt, og jeg forsøgte at give førstehjælp, mens en mand fra sportscentret forsøgte det samme på den unge kvinde,« siger håndværkeren, der ikke ønsker at stå frem med navn, til The Guardian.

Flere britiske medier skriver, at motivet bag den frygtlige forbrydelse måske skal findes i, at moderen for nylig bad om skilsmisse fra faderen efter 26 års ægteskab. Oplysningen baserer medierne på anonyme kilder tæt på familien.

De tre døde efterlader brødrene Luke og Ryan på 25 og 26 år.