Et ammoniakudslip ramte den nordjyske by Skagen natten til mandag.

Ammoniakgassen er meget farlig, hvis man indånder den, men heldigvis blæste vinden ud mod havet, så ingen kom til skade.

Klokken 02.38 fik politiet en anmeldelse om, at der lugtede af ammoniak fra fiskefabrikken Læsø Fiskeindustri, der ligger på havnen i Skagen.

- Brandvæsen og politi rykkede hurtigt ud og konstaterede, at et rør på et køleanlæg var bristet. Så iførte de sig åndedrætsbeskyttelse og indsatsværn og lukkede for hovedhanen, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Kristensen.

Der var meget lidt personale i området, og de reagerede straks, da de kunne lugte ammoniak i luften. Ingen er kørt på hospitalet, og den farlige gas blæste ikke  ind over nogen boligområder, da vinden gik i retning ud mod havet.

- Der blev luftet ud med nogle ventilatorer, da det er ret farligt at indånde, og der hænger stadig lidt ammoniak i luften, men faren er overstået, oplyser politiet.

Aktionen blev afblæst klokken 04.00, og nu mangler de bare at reparere køleanlægget.