Den største straffesag om selskabstømning udviklede sig torsdag formiddag dramatisk i Østre Landsret. En landsdommer blev bedt om at vige sit sæde på grund af inhabilitet, fordi han er kommet med ærekrænkende udtalelser om en af de tiltaltes forsvarere. Desuden beskyldes landsdommeren for også mere generelt at have en negativ holdning til forsvarerne.

Kritikken af landsdommer Folmer Teilmann rejses på baggrund af hans udtalelser under en diskussion med forsvarerne om deres salærer. Landsdommeren selv undskyldte sine ord. På mandag afgør han og de øvrige dommere, om han skal træde ud af sagen.

Den erfarne advokat Ebbe Mogensen mener, at han nærmest er blevet hængt ud som en bedrager, som kan finde på at skrue op og ned for antallet af timer i opgørelsen over den tid, der er blevet brugt til at forberede sig på domsforhandlingen i sagen mod den tidligere advokat Poul Fischer og seks andre mænd.

- Jeg kan ikke finde magen til fornærmende og ærekrænkende ytring i min tid som forsvarer. Det her slår alt, sagde Ebbe Mogensen i sit indlæg om landsdommer Teilmanns udtalelse, som faldt under et møde onsdag.

/ritzau/