Den kommunale Dansk Folkeparti-politiker Pernille Bendixen er blevet idømt en bøde på 3.000 kroner for at lække fortrolige oplysninger. Nu skal hendes sag for Valgbarhedsnævnet.

Det kan få store konsekvenser for den odenseanske byrådspolitiker Pernille Bendixen (DF), at hun har lækket oplysninger til pressen om den kriminelle indvandrer FisFis. Det skriver TV 2/Fyn.

Dansk Folkeparti-politikeren er torsdag blevet idømt en bøde på 3.000 kroner for embedsmisbrug.

Sagen stammer fra efteråret 2013, da politikeren mente, der var uretfærdigt, at en enkelt familie i Vollsmose kunne få millioner af kroner udbetalt i overførselsindkomster. Derfor gik Pernille Bendixen til Fyens Stiftstidende med oplysningerne - efter eget udsagn for at rejse en debat.

Handlingen blev kritiseret af kollegaerne i byrådet, og sagen meldt til politiet. Torsdag fik politikeren så dommen. Til TV 2/Fyn siger Pernille Bendixen, at hun har accepteret bøden og agter at betale den.

Men sagen stopper ikke her for Pernille Bendixen. Odense Kommune har torsdag meldt politikeren til Valgbarhedsnævnet, der skal tage stilling til, om Pernille Bendixen kan få lov at fortsætte som kommunalpolitiker. Stadsdirektør Jørgen Clausen fortæller TV 2/FYN, at Odense Kommune har pligt til at indberette sagen for Valgbarhedsnævnet.