Brøndby-køreskole misbrugte egne folk i AMU-fupnummer Køreskolekoncernen TUC i Brøndby brugte ikke kun 100 arbejdsløse chauffører som intetanende statister i svindlen med offentlige AMU-midler.

Tirsdag kan Avisen.dk fortælle om en ny sag, hvor virksomheden misbrugte sine egne ansatte til at skabe et kunstigt behov for flere af de dyre AMU-kurser, som TUC tjener penge på.

Det skriver Avisen.dk.

Afsløringen kommer oven i Avisen.dk's afdækning af sagen om de 100 arbejdsløse, der kom på et 16 ugers kursus på TUC med løfter om et efterfølgende job med en medsammensvoren vognmand.

LÆS OGSÅ: 

I den nye sag fortæller to tidligere jobkonsulenter i jobcenteret DUCAS, der er tilknyttet TUC, til Avisen.dk, at de blev fyret og tilbudt et taxakørekort på TUC i stedet.

Men kun tre dage inde i kurset blev de tilbudt deres gamle job tilbage med omgående virkning.

Forgyldt på to dage

Fidusen er, at TUC får fuldt tilskud, hvis kursisten bare møder op de første to dage. På den måde kunne TUC blive betalt for 12 dages taxakursus, selv om kursisterne kun var der i to-tre dage.

- Det var ren i skær spekulation for at skabe mere omsætning hos TUC selv, siger en sjællandsk kørelærer, der var ansat i jobcentret DUCAS i flere år, men som ønsker at være anonym på grund af TUC's store indflydelse i branchen.

Martin Birkkjær var den ene af de to fyrede jobkonsulenter. Han tog imod tilbuddet om at få sit gamle job igen, vel vidende, at han blev udnyttet.

- Jeg havde dårlig smag i munden, for jeg vidste jo godt, at det var fup. Men jeg havde jo kone og børn at tænke på, siger Martin Birkkjær, der kort efter kappede forbindelsen til TUC.

Den anden af de to involverede har også bekræftet forløbet over for Avisen.dk, men ønsker at være anonym.

'En ren pengemaskine'

Til forskel fra kollegaen Martin Birkkjær afslog han dog tilbuddet om at få sit gamle job igen.

- Jeg vidste jo godt, at det var rent misbrug, og at jeg 14 dage efter ville stå på gaden igen. Og så kunne jeg da lige så godt stå der med et taxakørekort i hånden. Det hele var skruet sammen som en ren pengemaskine. Det er rent fup og fidus, fortæller han.

Direktør i TUC, Morten Mathiesen, har ikke reageret på Avisen.dk's gentagne henvendelser.