Black Cobras krig med Bandidos styrer uroplaget bydel i Køge, hvor banderne - ligesom på Vestegnen - har oprette egne visitationszoner. Tirsdag gik det udover Venstre-formand Bodil Sø, der blev truet til at forsvinde af et medlem af Black Cobra.

- Hun kører ned og skal hente sin søn i Ellemarken, og her har den kriminelle bande lavet sin egen visitationszone for at være sikre på, at de ikke får fjenden ind i deres område. Kommer der f.eks. nogle biler, de ikke kender, så retter de henvendelse og spørger, hvad de laver her, fortæller chefpolitiinspektør Sten Skovgaard Larsen fra Midt- og Vestsjællands Politi, der lige nu efterforsker sagen.

Ellemarken huser både daginstitutioner, skole og gymnasium, men det regnes også for gruppen Black Cobras territorium, og flere medlemmer har adresse i det almene boligbyggeri. Men den genopblussede konflikt med rocker-gruppen Bandidos har nu fået banderne til at tage politi-metoder som visitation i brug.

- De skal lade være med at rode Køges borgere ind i det. Det er fuldstændig upassende, og vi gør, hvad vi kan for at sætte en stopper for det. Vi kan selvfølgelig sagtens sige, at Køges borgere skal være trygge, men det er de jo ikke. Vi opfordrer dem til at færdes, som de plejer og melde, hvis de oplever noget. Vi er - og det er ikke bare noget, vi siger - massivt til stede dernede, siger Sten Skovgaard Larsen.

Flere almindelige borgere har været udsat for det samme som Venstres Bodil Sø, men uskyldige borgere er ikke blevet overfaldet, som BT kunne fortælle tirsdag er tilfældet på Vestegnen. Til gengæld må politiet rykke ud til vold og overfald, når grupperne får ram på hinanden.

- Vi har masser af hændelser dernede af forskellig slags, så vi har meget godt styr på, hvem der er hvem, hvilke køretøjer de har, og hvad de går og laver. Vi laver også selv en masse standsninger og visitationer, så vi kan forhåbentlig stykke det sammen og få ram på de rigtige, siger Sten Skovgaard Larsen.


Siden visitationzonen i Køge blev indført 31. januar, har politiet gennemført 169 visitationer og fundet flere våben.

- Ofte når de at smide deres våben ud inden, og så ligger der typisk et boldtræ tre meter derfra. Men der er flere våben, end der plejer, fordi de er uvenner og derfor har bevæbnet sig. Det er mest slagvåben. Jeg tror, at de har lært, at et skydevåben giver et år i spjældet, siger  Sten Skovgaard Larsen.

Flere fra de kriminelle grupper sidder lige nu varetægtsfængslet, deriblandt et Black Cobra-medlem, der har været aktiv i den nuværende konflikt.

- Det lyder ikke så pædagogisk, men det skaber noget ro, når både vi og politiet i andre kredse varetægtsfængsler 'de rigtige', siger han.

Midt- og Vestsjællands Politi har desuden et tæt samarbejde med Køge Kommune, hvor man inden for 24 timer tager såkaldte bekymringssamtaler med forældre til 'nye unge', som bliver taget i bandemiljøet. På den anden side arbejder politi og kommune sammen om et exit-program for bandemedlemmer.

- Det er bare en svær opgave, som kræver vedholdenhed, konsekvens og pædagogisk arbejde. Det nytter jo ikke at smide dem alle i fængsel, det skal kun de allerværste, og så må vi tage os af de andre, siger chefpolitiinspektøren.