En 50-årig mand fra Holbæk kom alvorligt til skade i et trafikuheld ved Jyderup. Han blev fløjet i helikopter til Rigshospitalets Traumecenter, men meldes torsdag morgen uden for livsfare.

Kun én personbil var involveret i uheldet, som skete i krydset ved Skovvejen og Cementvejen ved Jyderup.

- To personer har været fastklemt, men vi har fået dem fri nu, siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Claus Hald Simonsen.

Anmeldelsen kom klokken 19.59, og den mandlige fører mistede herredømmet, da han kørte gennem en rundkørsel og ramte en forhøjning.

- Bilen fløj gennem luften, og den mandlige fører er kommet alvorligt tilskade. Kvinden er også kommet til skade og er kørt på Holbæk Sygehus, sider den vagthavende.

Politiet har taget en blodprøve for at undersøge, om chaufføren har været alkoholpåvirket.