Jeg har levet sammen med Ann Hjort (Puk fra Nissebanden, red.) i 20 år, og det var ikke lige min drøm at skulle skilles. Jeg ved ikke, hvad grunden til det var.
For nylig faldt jeg over nogle breve fra hende og kan se, at engang har vi elsket hinanden meget højt. Nu er det jo længe siden - 2½ år, og det var skægt, så længe det varede, men også meget smertefuldt at skulle begynde et nyt liv.
Hele fundamentet skred, og om det har med aldersforskellen at gøre, ved jeg ikke. Ingen af os havde mig bekendt problemer med den forskel, da vi begyndte.
Vi har sønnen Anton på 18 år sammen, og han har base hos mig og går på Ordrup Gymnasium.
MIT FOTOALBUMDrømte om teater
Som ung ville jeg gerne være noget med teater, og jeg vidste, at jeg en dag ville gøre noget andet end at sælge tøj.
Jeg så mange musicalfilm som Showboat og Anni Get your gun i biografen.
Delte én øl og blev fuld
Min kammerat og jeg cyklede til Kerteminde og havde det sjovt. Det gik vildt for sig, vi drak øl allerede da vi var 16 år.
Det vil sige, vi delte en øl, og så var vi bimlende fulde. Sådan er det vist ikke i dag for unge mennesker.
Når vi var heldige, så fulgte vi en pige hjem og kyssede hende i gadedøren. Pigejagten for mig begyndte tidligt, men jeg må indrømme at jeg havde ikke det store held med det før i tyverne.
Dengang var man jo meget mere blufærdige. Da jeg var 24 år, slog jeg mig for alvor sammen med en kvinde.
91 par sokker på en månedsløn
Jeg kom i lære i Stuhrs Herreekvipering i Odense, da jeg var 16 år, det var kun fordi min far havde med branchen at gøre, for det interesserede mig ikke.
Jeg stod der i fire år, og det var meget lang tid, for jeg skulle bare lære at sige: ’Goddag, kan jeg være Dem til tjeneste?’
Dengang kostede tre par sokker 10 kr., det lyder måske billigt, men månedslønnen var 275 kr. og rakte kun til 91 par sokker.
Familien
Her familiebilledet fra jeg var 15 år. jeg voksede op i Odense, min far var skrædder og blev chef på en konfektionsfabrik, den hed Skandinavisk gummi Kompagni.
Min bror, som sidder lige foran mig på billedet, var 11 måneder yngre end jeg, så vi var næsten tvillinger, og vores tid gik med gymnastik og fodbold.
Min mor var en meget pligtopfyldende hjemmegående husmor. Min søster på billedet døde desværre allerede, da hun var i slutningen af fyrrerne af en hjernesvulst.
Hadede soldatertiden
Jeg håbede meget, at jeg ville blive kasseret til session, men jeg røg ind, og det var en frygtelig tid. Det var ikke mange år siden Anden Verdenskrig var afsluttet, så det var tæt på.
Jeg kom på Flyvestation Værløse og blev smidt ind på sergent-skolen, og det var om muligt endnu værre.
Vi blev stillet op i en rundkreds og skulle råbe kommandoråb til hinanden - det var unge knægte, der råbte og skreg mig ind i hovedet, og deres IQ var på størrelse med mit kondital. Meget ydmygende.
Heldigvis lykkedes dig mig at blive smidt ud af sergentskolen. Jeg blev instrueret i, hvordan man skulle jage bajonetten ind i maven på folk og dreje den en omgang, det foregik med nogle sandsække.
En af lærerne havde selv været med i krigen og sagde: Jeg håber, der bliver krig igen. Det var en dum tid.
Liz ville have en ældre
Min chef i butikken var sportsdanser og han mente, jeg ville egne mig godt til at være danser. Jeg nægtede i første omgang, men skiftede siden mening, og det endte med, at jeg blev meget god.
Så god, at da jeg gik på optagelsesprøve til Odense Teater, kom jeg ind. Det indledte virkeliggørelsen af mine drømme om at komme indenfor teater.
Her dansede jeg med Lis Iversen til et mesterskab, hende var jeg meget forelsket i, hun var lidt ældre end jeg og hun var desværre ikke interesseret – hun snuppede en, der var meget ældre.
Gav Bernstein hånde
Her et stort øjeblik i mit liv. Jeg giver Leonard Bernstein hånden, efter han besøgte Odense Teater, hvor vi spillede hans forestilling West Side Story.
Det var en fantastisk tid - det var gået hurtigt med min karriere som skuespiller og danser. Nu kørte det på skinner for mig. Jeg kom til at spille på samtlige teatre i København undtagen Det Ny Teater.
