Søvnløse nætter var tæt på at sætte en stopper for Morten Resens karriere som morgenvært. I flere år har han kæmpet med søvnproblmer og har haft svært ved at klare både job og livet som familiefar.

Uret viste 02.30. Der var gået en halv time, siden han sidst tjekkede klokken. En halv time hvor han havde vendt og drejet sig i sengen – uden at kunne falde i søvn.

Endnu en nat var søvnen blevet afbrudt. Endnu en nat lå han vågen i sin seng – træt som et alderdomshjem. Der var kun 29 minutter til, alarmen ville gå. Han kunne ligeså godt stå op. Han ville alligevel ikke få mere søvn denne nat.

Som vært på ’Go’ Morgen Danmark’ er det Morten Resens job at vække morgentrætte danskere. Men i en meget lang periode har den 36-årige tv-vært alt for sjældent selv følt sig frisk og veloplagt.

Hans hverdag er presset. Når vækkeuret ringer klokken 02.59, har han otte timers arbejde foran sig, før han henter børn og laver mad til familien. Efter maden arbejder han endnu tre timer, inden han – senest klokken 20.30 – siger godnat til familien.

For ham er søvnen altafgørende for, at han kan komme igennem dagene som morgenvært og familiefar.

»Da jeg havde mine søvnproblemer, trak det tænder ud. Og det gjorde det oftere og oftere.«

I slutningen af marts var han vært på TV 2-programmet ‘De pressede danskere – søvnløs’, hvor han fortalte, hvor lidt han sov. Hvad han ikke fortalte var, at han overvejede at stoppe som morgenvært, fordi søvnløsheden drev ham til vanvid.

»Jeg var derude, hvor jeg tænkte, at hvis det ikke bliver bedre, så siger jeg op,« siger Morten Resen, der ikke ved, hvorfor han havde så svært ved at sove.

Selvom de tidlige mødetider gjorde det muligt for ham at hente børnene tidligt i vuggestue og børnehave, var det svært for ham at være ordentligt tilstede.

»Det er hårdt at være en nærværende far, når man allermest har lyst til at lægge sig i et hjørne og sove.«

Efter mange år i DR skiftede Morten Resen i 2007  til konkurrenterne på TV 2. Sammen med Line Baun-Danielsen sagde han ’Go’ Morgen Danmark’ for første gang. Foto: Christian Als
Efter mange år i DR skiftede Morten Resen i 2007 til konkurrenterne på TV 2. Sammen med Line Baun-Danielsen sagde han ’Go’ Morgen Danmark’ for første gang. Foto: Christian Als
Vis mere

Go’ Morgen

Siden 2007 har han sagt godmorgen i det populære tv-program ’Go’ Morgen Danmark’. De fleste danskere har stiftet bekendtskab med den altid smilende mand med det mørke, velfriserede hår og den behagelige stemme, for hele sit voksenliv har han arbejdet som vært på DR og siden TV2.

Men det har været sværere og sværere for ham at virke frisk og veloplagt på skærmen, for han har langtfra følt sig sådan.

Ved siden af jobbet som P3-vært blev Morten Resen i 2003 medvært på programmet ’Endelig Fredag’, hvor han sammen med Kamilla Bech Holten delte frynsegoder ud til danskerne. Foto: Jørgen Jessen
Ved siden af jobbet som P3-vært blev Morten Resen i 2003 medvært på programmet ’Endelig Fredag’, hvor han sammen med Kamilla Bech Holten delte frynsegoder ud til danskerne. Foto: Jørgen Jessen
Vis mere

Konstant trang til søvn

Først for halvandet år siden, da han gennem flere måneder var i behandling på en søvnklinik, skete der en forandring. Men inden han kom i behandling, var han slidt – både fysik og mentalt.

Han var træt, når han stod op om morgenen, og træt når han gik i seng om aftenen. Mod slutningen af arbejdsugen reagerede hans krop for alvor på søvnunderskuddet.

»De første dage var ikke så slemme. Men når jeg kom til dag fire og fem, begyndte det at gøre nas i kroppen. Det snurrede i benene, hovedet føltes tungt, og øjenlågene ville ikke rigtig åbne sig. Det var til at blive sindssyg af, fordi jeg konstant havde lyst til at gå i seng.«

Han beskriver følelsen i sin krop som ’dagslange tømmermænd’.

»Nogle gange skulle jeg bare igennem arbejdsdagene og ud på den anden side før jeg kunne blive et helt menneske igen,« siger Morten Resen, der oplevede, at hans tålmodighed blev markant mindre mod slutningen af en arbejdsuge.

En blæsende forårsformiddag møder BT ham i den nordsjællandske by Tisvildeleje. Frisuren sidder perfekt, selvom vinden gør sit for at ødelægge den. Gråsorte skægstubbe titter frem i ansigtet, og øjnene er gemt bag et par mørke solbriller.

Han er kommet her, siden han var fem år gammel. Han har tilbragt adskillige timer i byen, og han nyder fortsat at komme forbi og slå smut i det brusende hav.

Sammen med sin familie tager han tit en afstikker til Tisvildeleje for at blive ‘blæst igennem’. Vindens susen hjælper ham med at koble fra og give ham et pusterum fra de lange arbejdsdage.

Byen er om sommeren et populært tilholdssted for københavnske kendisser. Men specielt i uge 29 holder Morten Resen sig langt væk fra Tisvildeleje. For da er byen base for kendte mennesker med fotografer i hælene. Det er ikke noget for ham. Han holder sig også væk fra biografpremierer og andre arrangementer på den røde løber. Morten Resen gider ikke opmærksomheden og ‘livet i overhalingsbanen’.

Tisvildeleje ligger et stenkast fra Helsinge, hvor han har boet hele sit liv.

»Her er folk dødligeglade med, hvem jeg er, og hvad jeg laver. Hvis jeg skal kunne holde ud at lave tv i mange år endnu, bliver jeg nødt til at bo et sted, der ikke er særlig medieagtigt. Jeg nyder at kunne tage væk fra storbyen og tage hjem, hvor der er rart at være. Der er et eller andet med området, som får mig til at slappe af,« fortæller han og peger på et gult hus.

»Der boede min gamle skoleinspektør,« siger han, og man fornemmer, at omgivelserne får Morten Resen til at slappe af og koble fra.

Han begynder at gå igen og falder hurtigt tilbage i snakken om sine søvnbekymringer.

Morten Resen blev hurtigt en af lytternes favoritværter på P3. Her ses han som vært på formiddagsprogrammet ’Strax’, som fik mere end 10 år i æteren. Foto: Jørgen Jessen
Morten Resen blev hurtigt en af lytternes favoritværter på P3. Her ses han som vært på formiddagsprogrammet ’Strax’, som fik mere end 10 år i æteren. Foto: Jørgen Jessen
Vis mere

Kæmper for sit job

Efter han i flere år havde døjet med søvnproblemer, valgte han for to år siden at kontakte sin læge. Han håbede desperat på, at dagene med poser under øjnene ville blive færre, men var angst for, at lægen ville have ham til at sluge sovepiller.

»Jeg havde altid sagt, at hvis jeg skulle tage piller for at sove, så ville jeg finde et andet arbejde. Sådan har jeg det stadig. Intet job er værd at beholde, hvis man kun kan klare det på piller.«

Slukøret måtte han dog gå derfra uden hverken piller eller hjælp. For ingen af de læger, han var i kontakt med, kendte til behandlingsmuligheder.

»Efter det troede jeg ikke rigtig på, at jeg kunne finde en udvej, for jeg havde prøvet alt,« siger han.

Den eneste løsning, han kunne få øje på, var at opgive jobbet som morgenvært. Han var ikke skræmt ved tanken om at skulle finde et nyt job, men han ville kæmpe med næb og kløer for at beholde det arbejde, som hans hverdag minutiøst og rutinemæssigt er bygget op omkring.

For Morten Resen er en mand, der holder af rutiner.

Aftenen før han møder som morgenvært, putter han vand i kaffemaskinen og kværner kaffebønner, så han blot skal trykke på ’Start’ næste morgen. Mens kaffen brygges, tager han et bad. Efter han har hældt kaffen op, laver han arm- og mavebøjninger. Det passer præcis med, at kaffen er kølet af, og han kan drikke den, mens han gør sig klar på badeværelset. Senest 03.30 er han ude af døren og sætter kursen mod tv-studiet på Hovedbanegården.

At han stadig har sine faste morgenrutiner skyldes, at han for halvandet år siden endelig fik hjælp til at sove.

Efter et indslag om søvnklinikker i ’Go’ Morgen Danmark’ valgte han selv efterfølgende at opsøge en.

Gennem flere måneder blev han på en privat søvnklinik udsat for søvnpres. Det betyder, at søvnen blev taget fra ham, så hans krop til sidst var så træt, at den var tvunget til at sove. Teknikken gjorde underværker for Morten Resen.

»Det hjalp virkelig meget og betød, at jeg ikke længere havde problemer med at sove. Hvis jeg ikke var kommet i behandling, ved jeg ikke, hvordan det var gået.«

Efter selv at have kæmpet for søvnen var han nærmest perfekt til værtsrollen på et program om søvnløshed. En job han fik tilbudt i 2014.

Ofte fortryder han at have sagt ja til opgaver. Fordi han let kommer til at sige ja til for meget. Men jobbet som vært på søvnløs-programmet var anderledes. Det, følte han, var ’pisse vigtigt’.

»Når jeg deltager i projekter, skal jeg have følelsen af, at jeg har noget at give. Jeg har selv døjet meget med søvnløshed, og jeg ved, hvor meget det betyder at blive hjulpet.«

Lørdag d. 26. november 2011 havde sangkonkurrencen ’Voice – Danmarks største stemme’ premiere med Morten Resen som vært. Foto Marie Hald.
Lørdag d. 26. november 2011 havde sangkonkurrencen ’Voice – Danmarks største stemme’ premiere med Morten Resen som vært. Foto Marie Hald.
Vis mere

Svært ved at tage fri

»Der laver de verdens bedste pizzaer,« siger han og peger på et hvidt skilt. ’Den røde tomat’, som pizzeriaet hedder, er denne dag ubefolket, men ifølge Morten Resen er der om sommeren flere meter lang kø uden for.

Det er ikke unormalt, at familien Resen henter aftensmaden her, for der er ikke altid tid til den store madlavning.

Tidligere var det Morten Resen, der skulle sørge for at have maden klar, når hans kone kom hjem fra arbejde.

Siden december har de huslige pligter dog været færre. Hans kone gennem syv år, Marlene Resen Landsfeldt, har sagt sit job op og går nu hjemme. En beslutning de var fælles om at træffe.

De følte begge, at det var blevet sværere at få dagene til at hænge sammen.

»Flere eftermiddage sad hun i kø på vej hjem fra arbejde og så tiden, hvor hun kunne være sammen med mig og vores børn, smuldre. Mens jeg gik i den anden ende og tænkte ’kom nu hjem’, fordi jeg skulle ind og arbejde igen. Vi var ikke ved at gå fra hinanden, vi fandt bare ud af, det hverken var fedt for os eller vores unger.«

Havde han haft et 8-16 job, kunne det ligeså godt være ham, der skulle gå hjemme. Men hans job har en række fordele.

»Det er nemmere at leve to personer på min løn, og så har jeg flere fridage end min kone, fordi jeg arbejder så meget. Desuden ville hun gerne prøve at lave noget andet.«

De fire måneder, hvor hun har gået hjemme, har givet mere ro til familien. Før kunne uventede udfordringer, som børnenes sygedage, gøre det besværligt for parret, fordi Morten Resen har svært ved at tage fri.

»Det har altid været min kone, der skulle tage fri, hvis børnene var syge. Selv har jeg aldrig holdt en sygedag, fordi det nærmest er umuligt at finde en afløser klokken tre om morgenen. Det passer mig fint, at hun går hjemme. Det har givet os begge mere overskud, og det betyder forhåbentligt, at jeg kan holde ud at lave tv i længere tid.«

Job til låns

Han snakker tit med sine kone om, hvad han skulle lave, hvis han sagde sit arbejde op.

Lige nu er der ikke noget, der er sjovere end at være morgenvært. Men det kan ændre sig. Og hvis det gør, er han ikke bange for at skifte de trygge rammer på ’Go’ Morgen Danmark’ ud med et andet medie.

»Jeg er så heldig at lave det, som jeg synes, er sjovt. Når jeg ikke synes, det er sjovt længere, vil jeg lave noget andet. Det afhænger meget af cheferne. Mit job er i høj grad til låns, for enhver kan overtage rollen efter mig. Det kunne man se, da både Michael Meyerheim og Cecilie Frøkjær stoppede. Programmet kører videre.«

Han drømmer stadig om at vende tilbage til radioen, som var hans levebrød i otte år. Og som var med til at sparke karrieren i gang for den dengang 19-årige, nyklækkede student. Vender han tilbage, skal det dog være til et job på den anden side af mikrofonen.

‘Hippie-pisset’ virker
Spekulationerne om fremtiden – og mulige jobs – er kun til stede, fordi han kke længere har problemer med at sove.

Det grundlæggende problem blev løst på søvnklinikken. Siden har han fået hjælp til at sikre sig en mere stabil søvn. Hjælpen kom fra en noget uventet kant, må han indrømme.

Efter at have delt ud af sine egne søvnløse erfaringer i programmet om søvnløshed, modtog han henvendelser fra både seere – og sin svigermor.

Alle anbefalede det samme. Et rundt plaster på størrelse med en femkrone, der skal placeres midt i panden, mens man sover.

»Jeg har altid været meget skeptisk overfor sådan nogle produkter. Jeg læste om soveplasteret og tænkte, at det var noget hippie-pis. Men min svigermor sagde, at der ikke ville ske noget ved at prøve det.«

Og han må konstatere, at det virker. Hver nat i en måned har han sovet med plasteret, der mest af alt ligner et vabelplaster, klistret på panden.

Han ved stadig ikke, hvad det helt nøjagtigt gør. Han vil heller ikke vide det. Så længe det hjælper. Og så længe det kun er hans kone, der ser ham med det på.

»Jeg ved ikke, om det er en form for placebo-effekt, men jeg sover meget mere jævnt, og jeg sover længere, inden jeg vågner. Det giver mig mere overskud til at være nærværende på jobbet og overfor min familie. Og det er en stor lettelse,« siger Morten Resen, der stadig sætter uret til 02.59, men som har fået meget lettere ved at sige: ‘Go’ morgen’.