»Transformers«-stjernen Megan Fox kan nu kalde sig dronning af science fiction. Titlen og en tilhørende pris er resultatet af en afstemning blandt deltagerne i weekendens Scream 2009-festival på Greek Theatre i Los Angeles.

»Transformers«-stjernen Megan Fox kan nu kalde sig dronning af science fiction.

Titlen og en tilhørende pris er resultatet af en afstemning blandt deltagerne i weekendens Scream 2009-festival på Greek Theatre i Los Angeles.

Den stjernespækkede begivenhed, som TV-stationen Spike TV står bag, holdes som en hyldest til det bedste inden for tegneserieinspirerede film, science fiction, fantasy og gys i biograferne og på TV.

Fox vandt for sin medvirken i sommerens hit »Transformers: De faldnes hævn«, der også blev belønnet med prisen for de bedste effekter, ligesom Isabel Lucas blev kåret som bedste debutant for sin rolle som forførende robot.

»Twilight« snuppede hele fire trofæer. Vampyrromancen vandt i kategorien for bedste fantasyfilm og desuden fik Taylor Lautner prisen for bedste fantasydebut. Endelig blev Robert Pattinson og Kristen Stewart genrens bedste skuespillere.

Der var også fire statuetter til vampyr-TV-serien »True Blood« - blandt andet til hovedpersonerne Stephen Moyer og Anna Paquin som bedste horrorskuespillere.

Stjerner som Tobey Maguire, Jessica Alba, Kate Bosworth, Harrison Ford, Justin Long og Christina Ricci stod for overrækkelsen af trofæerne.

Desuden kunne Johnny Depp hylde sin filmfar fra »Pirates of the Caribbean: Ved verdens ende«. Han overrakte Keith Richards beviset på, at han er en udødelig rockgud.

»Levende legende lyder godt, men udødelig er bedre«, gnækkede Rolling Stones-guitaristen.