Selv en gang når den sidste rune er ristet, og den sidste klan er uddød, vil den landets sjoveste tryllehoved stadig huskes for det groteske skinkestunt til dronningens fødselsdag.

Heldigvis er der ingen skinke på scenen i Rune Klans nye show.

Den joke kan kun gøres én gang. Det tjener Klan til ære, at han ikke forsøger at score billige point på refererencer til mødet med Margrethe.

Men så er der heldigvis så meget andet på scenen: En telefonboks af pap, tre oppustelige pornofår,(som spiller ’The Men Who Stare At Goats’), en dj, en flok guldfisk og en assistent ved navn Jan og Flemming.

Klan er for længst et etableret navn på den danske comedy scene. Han udfylder sin helt egen niche, et sted mellem Diana Benneweis og Anders Matthesen. Man kan med en vis ret spørge, hvornår Klan udvikler sig, prøver noget nyt. Men hvorfor det, når han nu stort set er den eneste i verden, der formår at balancere et scenisk loppemarked med fræk komik og skarpt trylleri.

Det nye show bekræfter, hvad vi ved i forvejen. Rune Klan er først fremmest kongen af cool. Symbiosen mellem Klans tilsyneladende løsslupne, ’street’ attitude og stil og scenografi på den ene side, og de stramt arrangerede tryllenumre på den anden, er total. Ikke fordi disponeringen i sig selv er specielt epokegørende. At referere til, og demonstrere, de første tryllenumre, som om det var den første forelskelse er et simpelt greb.

Det er heller ikke første gang, Klan søger tilbage til barndommen på scenen. Men det virker. Det er hylesjovt at se ham få et simpelt og kikset æg-trick til at handle om et selvdødt parforhold. Klans afslappede stil virker så godt, at når han indtil flere gange mislykkes med sine numre, jubler publikum som den mest naturlige sag af verden.

Sympatien er hos Klan, lige meget hvad. Det er forunderligt som simple, småpjattede, gennemskuelige tryllerier med f.eks.en bagvæg, der suges væk går hånd i hånd med en dybt imponerede og garanteret svær publikumspleaser, hvor Klan formår at lytte sig frem til mængden af mønter.

Det samme med et hyper tjekket passage, hvor Klan omdanner scenen til en lounge med lysshow, dj og guldfisk. Ikke at hans jokes og hokus pokus er så meget anderledes, men den stærkt ændrede scenografi virker som en saltvandsindsprøjtning på et tidspunkt, hvor rebtricks'ne virker forudsigelige.

Og lige præcis forudsigelighed kan man ikke beskylde den dødsforagtende, ærlige Klan for. Rune Klan – det blå show er blåt til lyst. Et klantastisk trylleshow.

'Rune Klan - det blå show'. Premiere torsdag i Bremen i Khh.