Jes Høgh kæmper stadig med svære men, efter at han fik en blodprop i hjernen for snart fem år siden. Nu fortæller han om sin kamp i ny bog.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Jes Høgh er 45 år gammel. Engang var han en af dansk fodbolds stjernespillere. Nu bliver han udmattet, når sønnerne William på 8 og Oliver på 11 er på visit.- Det er et stort problem for mig at rumme dem. Rumme deres signaler, larm og tumleri. Det er mega frustrerende. Jeg bliver ked af det og sidder mange gange sådan ’Aaaah’, siger Jes og kaster hovedet tilbage i læderlænestolen, mens han synker lidt ned og lader armene hvile på armlænene.
B.T. har sat ham stævne på Hotel Scandic ved søerne i København. Samme sted, hvor Jes for fem år siden fik smadret sin fysiske overlegenhed og livet, som han havde kendt det indtil da.
LÆS OGSÅ:
LÆS OGSÅ:
LÆS OGSÅ:
Den 12. januar 2007 ligger han i mørket på værelse 702 uden at forstå, hvad der sker. Hele hans højre side er lam, og det er svært at samle en tanke. Jes’ telefon lyser i mørket, da hans kone Kamilla ringer. Han tager den, men kan ikke tale. Kun lave lyde.
Det får hende til at ringe efter ambulancen, som kører Jes til Bispebjerg Hospital for fuld udrykning. - Hvis hun ikke havde gjort det, havde jeg sandsynligvis været død, siger Jes i sin nye bog ’Comeback til livet’, skrevet af Kurt Lassen.
Nu er der gået fem år. Jes har nogenlunde genvundet førligheden og talegaverne, der ellers var så hårdt ramt af blodproppen, at ordet ’ja’ var umuligt at udtale. Han kæmper stadig med følgevirkningerne af afasi, der gør det svært at finde de rette ord, og dysartri, der gør det svært at udtale dem.
Men han kan løbe, snakke og smile igen. Og det gør han også. For han er taknemmelig for alt, hvad han fremover kan få ud af livet. Selvom der også er nedture.
- Det har ændret sig, hvad der gør mig glad, det hele gør mig glad. Og det er lige meget, om det øsregner, når jeg går på golfbanen, siger Jes.
Så snart det blev fysisk muligt for ham at svinge golfkøllen, tog han på greenen. Det tilfredsstiller hans konkurrence-gen og fungerer som træning både for motorikken, men også talen bliver trænet, når han går otte-ni kilometer med en partner.
Leder efter ordene
- Jeg tager alt med et positivt syn. Men alt er ikke positivt. Overhovedet ikke. Min højre side, arm, ben og den højre side af ansigtet, siger han og fører sin hånd over de forskellige kropsdele. Så stopper han med at snakke. Han leder efter ordene.
- Når vi sidder og snakker her, kan det være, jeg bliver hamrende træt om ti minutter, og så kan du bare ikke forstå, hvad jeg siger. Jeg ved aldrig, hvornår det sker. Det er frustrerende. Det hele er jo svært. Men jeg klager ikke, for jeg skulle egentlig ikke have været her, siger Jes, der alligevel savner nogle ting.
- Jeg ville gerne kunne snakke med mine drenge endnu mere, men jeg bliver træt. William var tre år, da det skete. I hans verden har jeg jo altid været den, jeg er nu. Men Oliver var næsten syv, og han tænker meget mere over det, siger Jes.
Min søn er bange
I bogen gør han rede for, at Oliver nok altid vil bære sin fars sygdom med sig.
- Jeg kan mærke det på ham, han er bekymret. I fremtiden vil han have et vågent øje til mig. Han vil være bange for, at jeg falder om eller bliver syg igen, skriver han.
Jes er nu skilt fra Kamilla, men to til tre gange om ugen har han sønnerne, og et par gange om ugen træner han med den ene af sine to ældre døtre. Men jobbet som fodboldekspert har han lagt på hylden. Han kan simpelthen ikke følge med.
LÆS MERE, NÅR JES HØGH FORTÆLLER OM SIT FORHOLD TIL DEN BEGRAGERI-SIGTEDE ODDSET-JANNI I B.T. LØRDAG.
