Rapperen Jay Z har intet mindre end 57 ønsker, der skal opfyldes, før han vil give koncert.

Lady Gaga ser det som et kontraktbrud, hvis middagen ikke er serveret præcis klokken 17, og Mariah Carey vil have en flaske Cristal-champagne til mere end 4000 kroner.

Der er mange sjove historier om berømtheder og deres krav, når de kommer til en ny by, et nyt hotel eller et nyt spillested. Men nu har Jay Z taget de absurde krav op på et helt nyt niveau.

Ifølge Star! Magazine har rapperen nemlig intet mindre end 57 krav, der skal opfyldes, inden han går på scenen.

Først og fremmest skal der stå fire golfvogne klar backstage. Dertil kommer håndsprit, fint porcelæn, sølvtøj, fire flasker vodka og tequila og 2004 Sassicaia-rødvin, som er en italiensk vin, der koster mere end 1000 kroner flasken.

Sukkerfri Red Bull og appelsinjuice - uden frugtkød - økologisk brød, frisk frugt og et glas honning er også på listen, som skal følges til punkt og prikke, hvis Jay Z skal gå på scenen.

Og selvom Jay Z ligger i den krævende ende, er han langt fra den eneste berømthed, der kommer med finurlige krav.

Med 50 Cent følger en 18-siders håndbog, der blandt andet beskriver, hvordan hans mad skal serveres på det fineste porcelæn, mens Lady Gaga - ud over en meget punktlig servering - blandt andet vil have helstegt kylling.

Desuden tæller sangerindens liste en ilttank, flasker med grøn the, seks nedkølede vitaminsodavand i forskellige smagsvarianter, 24 flasker vand - 12 med stuetemperatur og 12 kølige - Splenda-sødestof og en lang række andre meget specifikke mad- og drikkevarer.

Cher kræver et separat rum til sine parykker, Jennifer Lopez vil have sit backstagerum malet hvidt, og det må desuden kun indeholde hvide ting, mens Céline Dion vil have kirsebær importeret fra Frankrig.

I den anden ende ligger Alicia Keys, som blot beder om en pose M&M's, og Coldplay, der gerne vil have en stak frankerede postkort fra de steder, de optræder, så de kan skrive hjem til deres familier.

/ritzau/