Sæson to af den populære tv-serie 'Glee' bliver nu sendt i luften på amerikansk tv. Og denne gang er der et særligt stort navn med på rollelisten.

Britney Spears skal spille sig selv i et enkelt afsnit, som bliver sendt på amerikanske Fox den 28. september.

Selvom der kun er tale om det ene afsnit, glæder hun sig over at være i serien.

- Jeg er ved at gøre mig klar til min anden dag på optagelserne af Glee. Jeg skal lave en virkelig cool scene i dag, og jeg ved, at I alle kommer til at elske den, skriver Britney Spears på sin Facebook-profil.

I afsnittet er seriens hovedpersoner på tandlægebesøg, hvor de får lattergas. Det får dem til at hallucinere - om Britney Spears. Og her kommer hun altså ind i billedet.

Popstjernen har tidligere spillet med i filmen Cross Roads, hvor hun indtog hovedrollen, men de seneste år har hun gjort sig mere uheldigt bemærket, da hun barberede alt håret af hovedet, og da hun blev udstillet som en dårlig mor ved hendes skilsmisse med Kevin Federline.

Men hun vil stadig, og for nylig offentliggjorde hun, at hun er i gang med indspilningerne til et nyt album.