Mikkel Hansen afviser, at han er arrogant. - Jeg kan aldrig gøre alle mennesker tilfreds, siger han.

Mikkel Hansen er verdens bedste håndboldspiller og tryllebinder gang på gang det danske håndboldpublikum. Derfor er han også den mest eksponerede håndboldspiller, som ofte bliver interviewet til tv.

Men hvorfor er han så stille og afmålt, når han er foran pressen, som er hans direkte talerør til det danske publikum? Er det generthed, er det forsigtighed, eller er det arrogance?

Det spørgsmål blev rejst i en klumme her på sporten.dk, og brugerne fik selv mulighed for at debattere og afgive deres stemme i diskussionen. Og mens deres svar fordeler sig ret jævnt på spørgsmålet, er det nu hovedpersonen selv, der her giver sit svar.
 
- Haha, ved du hvad. Det rager mig en meter. Jeg kender ikke engang den mand, der har skrevet det, såh... Det interesserer mig ikke så meget, hvad sådan en mand mener om mig, det må jeg sige. Han skal sælge aviser, og så skal han prøve at skrive et eller andet smart, og det gik så ud over mig, der. Sådan er det jo, siger Mikkel Hansen til Ekstra Bladet.

Han har selv svært ved at forstå, at han skulle virke arrogant.

- Næ, det synes jeg ikke selv, men du ved... Lige meget, hvad du gør, så kan du aldrig nogen sinde gøre alle mennesker tilfreds, og det må man ligesom acceptere. Det gjorde jeg i en tidlig alder, og det er dét, tilføjer Mikkel Hansen overfor avisen.

Mikkel Hansen får endnu en chance for at vise sin kunnen, både på og uden for banen, når Danmark fredag aften møder Kroatien i et semifinale-brag klokken 21.30.