Kevin Magnussen kunne lørdag ikke forklare, hvorfor det var gået så dårligt i kvalifikationen til det amerikanske grandprix.

Han vidste det ganske enkelt ikke.

Det fortalte han til TV3 Sport efter den store nedtur på Circuit of the Americas, hvor han røg ud i Q1 og derfor skal starte som nummer 18 i søndagens grandprix.

»Det er super-mystisk og mærkeligt,« sagde Kevin Magnussen om sin Renault-racers formåen.

Han kaldte det også ’irriterende’.

»De ting vi var rigtigt glade for i går, var der ikke i dag. Man tror, at man har sat bilen op på samme måde. Man tror, at man har styr på det – og så er det som om, noget er gået i stykker. Det er irriterende. Specielt når det gik så godt i går,« sagde Kevin Magnussen med henvisning til fredagens træning, hvor det gik langt bedre.

Her slog han to ud af to gange holdkammeraten Jolyon Palmer.

Kevin Magnussen fik aldrig fart i Renault-raceren på den farvestrålende Circiut of the Americas.
Kevin Magnussen fik aldrig fart i Renault-raceren på den farvestrålende Circiut of the Americas. Foto: Mark Thompson
Vis mere

Briten slog dog tilbage, da det virkelig gjaldt i lørdagens kvalifikation. Jolyon Palmer starter som nummer 15, tre pladser foran Kevin Magnussens humpende racer:

»Det er ikke første gang, det har været sådan. Vi må se, hvad vi kan få ud af det. Der er ikke så meget at lære, når de her ting sker,« sagde Kevin Magnussen om det uforudsigelige udkomme:

»Det er nu en gang et af de problemer, vi kæmper med i år.«

Du kan selvfølgelig følge søndagens Formel 1-løb live her på BT.dk fra kl. 21.