Du har nok bemærket det. Priserne er løbet løbsk.

Det ses både på prisskiltene i supermarkedet, når boligen skal varmes op, og når bilen skal tankes.

Men faktisk er der én ting, der er steget ekstraordinært meget i pris. Og det er diesel, skriver Finans.

Har du ikke en dieselbil, tænker du måske, at det ikke påvirker dig. Men det gør det faktisk.

For selvom der ikke længere er lige så mange, der har en dieselbil stående i garagen, er der mange andre transportmidler, der ofte bruger diesel.

Det gælder blandt andet fly, lastbiler og skibe. Altså transportmidler, der bruges til at transportere varer.

Derfor har de store stigninger på dieselpriserne altså betydning for de priser, der generelt møder os i hverdagen.

»Diesel er det, der driver lastbilkørsel. Det er det, der driver vores globale økonomi. Det kan ikke ignoreres i forhold til, hvordan det accelerer, hvad ting koster,« har Joseph Sykora, aktieanalytiker i Aptus Capital Advisors, blandt andet fortalt til CNN.

Også priserne på benzin er steget bemærkelsesværdigt meget.

I Danmark har det blandt andet startet en kriminel tendens, hvor bilejere oplever at få stjålet benzin direkte fra benzintanken.

En af dem er den 34-årige professionelle kunstskøjteløber Natasha Lee Dann, som B.T. talte med i juni.

I foråret oplevede hun til sin store forskrækkelse nemlig, at der var blevet boret to huller og suget benzin ud af benzintanken i hendes bil.