»Av, av, siger min pengepung bare.«

Natasha Lee Dann blev i foråret offer for en kedelig tendens – nær sit hjem i Storkøbenhavn.

Den 34-årige professionelle kunstskøjteløber og cheftræner i Ørestad Skøjteklub havde netop sat sig bag rattet i sin bil.

Til hendes store overraskelse blinkede benzintælleren.

Og ganske rigtigt ville bilen heller ikke starte.

»'Hvad pokker er det for noget', nåede jeg at tænke,« siger Natasha Lee Dann til B.T.

Da hun steg ud af bilen, bemærkede hun en umiskendelig lugt.

Den stammede fra en stor pøl benzin under bilen.

Natasha Lee Dann havde netop sat sig bag rattet i sin bil, da hun opdagede, at noget var helt galt. Foto: Privatfoto
Natasha Lee Dann havde netop sat sig bag rattet i sin bil, da hun opdagede, at noget var helt galt. Foto: Privatfoto
Vis mere

Nogen havde boret hul i benzintanken og suget den helt tom.

»Der var boret ikke kun ét hul, men to huller,« fortæller Natasha Lee Dann.

Hun er blot en af mange danske bilejere, der har oplevet at få stjålet benzin.

En tendens, som politiet er opmærksom på, kan hænge sammen med de voldsomme prisstigninger på brændstof.

Natasha Lee Dann skulle netop til at rejse til New York, da hendes bil blev ødelagt af benzintyve. Foto: Privatfoto
Natasha Lee Dann skulle netop til at rejse til New York, da hendes bil blev ødelagt af benzintyve. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Ikke nok med at benzin er blevet ekstremt dyrt, så skulle jeg ovenikøbet også købe en ny benzintank, og det skete selvfølgelig lige inden, jeg skulle til New York. Det var stressende,« siger Natasha Lee Dann.

Hun har fotodokumenteret skaderne, som du kan se øverst i artiklen.

Heldigvis lykkedes det Natasha Lee Dann at få udskiftet sin benzintank inden afrejsen takket være en ven, der er automekaniker.

Mange andre bilejere er dog knap så heldige.

Natasha Lee Dann er professionel kunstskøjteløber og cheftræner i Ørestad Skøjteklub i København. Foto: Privatfoto
Natasha Lee Dann er professionel kunstskøjteløber og cheftræner i Ørestad Skøjteklub i København. Foto: Privatfoto
Vis mere

Ifølge automekaniker Jakob Kahr, der ejer firmaet Kvik Center Randers og Risskov, er nye brændstoftanke lige nu i restordre og kan tage op til otte uger at få hjem.

»Jeg har oplevet flere grædende kunder, der har fået deres bil ødelagt af det her,« har Jakob Kahr udtalt til B.T.

Han forklarer, at det ikke er muligt at svejse en gennemboret brændstoftank sammen, fordi dampene inde i tanken kan medføre eksplosionsfare.

»Jeg forstår ikke, hvordan man kan være det bekendt,« siger Jakob Kahr.

Det er normalt sjældent, at automekaniker Jakob Kahr får henvendelser fra kunder, der har fået tappet deres bil for benzin. Men i år er situationen en helt anden. Foto: Privatfoto.
Det er normalt sjældent, at automekaniker Jakob Kahr får henvendelser fra kunder, der har fået tappet deres bil for benzin. Men i år er situationen en helt anden. Foto: Privatfoto.
Vis mere

Prisen for en ny brændstoftank løber op i mange tusinde kroner.

Jakob Kahr har måttet tage alt fra 6.500 kroner for den billigste tank til 18.000 kroner for den dyreste – alt afhængig af bilens model.

»Jeg vil hellere tjene penge på at lave ganske almindelig service på en bil end på noget, der ødelagt. Kunderne er vrede og frustrerede. Det svarer til, hvis du har en cykel, der pludselig mangler begge hjul,« siger Jakob Kahr.

Siden februar er han blevet kontaktet af ni bilejere, der har været udsat for brændstoftyveri.

Til sammenligning fik han kun en enkelt henvendelse sidste år.

Fænomenet med borgere, der stjæler benzin og diesel fra hinanden, er da også mere udbredt, end man umiddelbart skulle tro.

Siden årsskiftet har otte af landets i alt 12 politikredse tilsammen modtaget over 300 anmeldelser om brændstoftyveri. Det viser tal, som B.T. har fået aktindsigt i.

Eksempelvis har Østjyllands Politi siden februar i år modtaget 43 anmeldelser. Næsten tre gange så mange som samme periode sidste år.

Nordsjællands Politi har foreløbig opklaret fire sager fra foråret og sigtet gerningsmændene.

»Foreløbig er der intet, der indikerer, at det er organiserede bander, der står bag. Men det ændrer ikke ved, at vi har fokus på det. Det er utrygt for borgerne,« har Jan Hedeager, vicepolitiinspektør hos Nordsjællands Politi, tidligere udtalt til B.T.