Et opsigtsvækkende fænomen er i vækst i Danmark.

Her stjæler borgere i stigende omfang benzin. Ikke på benzintanken, men fra hinanden.

Det viser anmeldelsestal, som B.T. har indhentet fra en række af landets politikredse.

Blandt andet er der hele 22 gange stjålet benzin fra biler i Randers-området hen over foråret. Flere gange på den samme parkeringsplads.

Stigningen i brændstoftyverier kommer, efter at krigen i Ukraine har sendt brændstofpriserne på himmelflugt.

»Vi kan ikke entydigt sige, at der er en sammenhæng. Men det er en oplagt tese,« siger Jan Hedeager, vicepolitiinspektør hos Nordsjællands Politi, til B.T.

Alene i maj har politiet modtaget 29 anmeldelser om brændstoftyveri bredt fordelt over hele Nordsjælland.

Til sammenligning registrerede Nordsjællands Politi kun to anmeldelser i gennemsnit i årets første fire måneder.

Fremgangsmetoden er ofte den samme.

»Gerningsmændene medbringer typisk sugeslanger, tomme dunke og andet udstyr. I flere tilfælde er der boret hul ved køretøjets benzintank, siger Jan Hedeager.

Det billede nikker man genkendende til hos Midt- og Vestsjællands Politi, der også har oplevet en bølge af brændstoftyverier. Senest i marts måned.

»Det varierer fra, at man suger en personbil tom, til man tømmer en tank med diesel hos en landmand. Vi er opmærksom på, om krigen i Ukraine kan have en betydning,« siger Thomas Kristensen, kommunikationschef hos Midt- og Vestsjællands Politi, til B.T.

Hos Nordsjællands Politi har man foreløbig opklaret fire sager fra foråret og sigtet af gerningsmændene.

»Intet indikerer, at det er organiserede bander, der står bag. Men det ændrer ikke ved, at vi har fokus på det. Det er utrygt for borgerne,« siger vicepolitiinspektør Jan Hedeager.

Han oplyser yderligere, at strafferammen for brændstoftyverier går op til halvandet års fængsel eller en bøde alt afhængig af den stjålne mængde og omfanget af skader på køretøjerne.

Tankstation-kæden Circle K oplyser til B.T., at de ikke har haft nogen tilfælde af benzintyveri.