Det kan give ubehagelige, sovende fornemmelser, når mænd springer ud som racercyklister.

. Alle kender den sovende fornemmelse, når benene har været krydset for længe.

Men den snigende følelsesløshed skræmmer måske lidt mere, når den overtager mænds kønsorganer, som det kan ske, hvis man er glad for at bruge lang tid på cyklen.

Den tyske urolog Kurt Miller fra Urologisk Afdeling på Charite Hospital i Berlin vil ikke helt afvise, at lang tid i sadlen kan påvirke mænds evne til at få rejsning.

- Lang tids pres på mellemkødet kan godt påvirke de nerver, som er med til at sikre en rejsning, udtaler han til det tyske nyhedsbureau dpa.

Muller vurderer, at man skal tilbringe over tre timer om ugen på sin cykel for, at man er i risiko for at kunne klemme nerverne omkring det mandlige kønsorgan.

I et af flere forsøg, som Harvard Health Publications gennemgik i 2012, viste det sig, at hver femte i et norsk forsøg, hvor 260 almindelige mænd cyklede 540 kilometer, oplevede, at følelsesløsheden i deres kønsorganer fortsatte en hel uge efter cykelturen.

Professor Lars Lund ved Urologisk Afdeling på Odense Universitetshospital understreger dog, at følelsesløshed ikke er en indikator for, at man har fået problemer med rejsning men derimod er et tegn på, at ens underliv ikke er gearet til tiden i sadlen endnu.

- Man kan godt træne sig op til at få lidt hårdere hud i mellemkødet og tykkere væv, som så beskytter nerverne, og så bliver symptomerne ikke så svære, forklarer han til Ritzau Fokus.

Men cykler man kun et par gange om ugen, bliver kroppen ikke modstandsdygtig over for trykket fra sadlen, og så kan man opleve, at penis bliver følelsesløs og sover.

Ved at cykle hyppigere og kortere ture kan man skabe mere beskyttende væv omkring nerverne, samtidig med at de kortere ture også bør mindske, hvor meget ubehag man oplever.

Det er en god måde at starte op på frem for at bruge timevis på cyklen med stort ubehag undervejs og efterfølgende.

Desuden kommer man heller ikke udenom at investere i et par ordentlige cykelbukser, understreger Lars Lund.

- Man skal iføre sig cykelbukser med rigtig god polstring og få en professionel cykelhandler eller en fra klubben til at hjælpe med at indstille cyklen korrekt. Saddelhøjde har også noget at sige for, om nerverne bliver klemt og begynder at sove, siger Lars Lund.

Den sovende fornemmelse, man kan opleve, bør altså fortage sig, på samme måde som armen kommer til live igen, hvis man har ligget for længe med den bedre halvdel hvilende på sig.

At nogen kan opleve ubehag skyldes, at man sidder længe på et lille område.

Begynder krydsede ben at sove, skifter man jo stilling, men det er begrænset, hvad man kan gøre på en cykel. Derfor er det også vigtigt, at din saddel passer til afstanden mellem dine siddeknuder i ballerne, så din vægt fordeles bedst muligt på sadlen. Den må heller ikke pege opad og på den måde lægge yderligere pres på mellemkødet.

Fakta: Sådan minimerer du ubehag fra sadlen:

- Køb en saddel, der passer til bredden på dine siddeknuder.

- Indstil cyklen korrekt efter din højde.

- Brug cykelbukser med god polstring.

- Oplever du følelsesløshed i mellemkød og penis, så begiv dig ud på kortere men hyppigere ture.

- Så længe den sovende fornemmelse i mellemkød og penis fortager sig igen, er det ikke farligt.

Kilde: Lars Lund, professor og overlæge Urologisk Afdeling OUH.

/ritzau/FOKUS