Det er efterhånden gammelkendt, at man som kunde i Danske Bank skal betale negativ rente, hvis man har mere end 100.000 kroner stående på sin lønkonto, opsparingskonto eller budgetkonto.

Nu går banken skridtet videre og indfører negativ rente på pensionskonti, der ligeledes har en kontantbeholdning på over 100.000 kroner.

Den negative rente træder i kraft 1. marts 2022 og udgør minus 0,69 % om året. For indestående under 100.000 kroner er renten 0,01 % om året. Rentesatserne er variable, skriver Danske Bank på deres hjemmeside.

Ifølge Karsten Engmann Jensen, der er privatøkonomisk rådgiver og indehaver af virksomheden Pengeministeriet, er Danske Bank ikke ene om at sætte negative renter på danskernes pensionsopsparing. Andre banker – heriblandt Nordea og Jyske Bank – gør det også, og ifølge Karsten Engmann Jensen er ideen bag bankernes forretningsmodel at stresse deres kunder.

»Kunderne er meget kede af at betale en minusrente, men banken tjener ikke de 0,69 procent på det, fordi de selv har nogle omkostninger. Men det, de forsøger, er, at få folk tvunget over i at investere alt, hvad de har stående,« siger Karsten Engmann Jensen.

Rådgiveren understreger, at der for bankerne er en rigtig god forretning i at få lokket de kunder, der har penge stående kontant, til at investere i bankens egne investeringsforeninger.

»Lykkes banken med det, så tjener de 1,5 procent om året. Det er det, man i gennemsnit betaler, hvis bankerne skal investere for en. Men som kunde har du ikke nogen sikkerhed for, at du får et afkast. Det går op, og det går ned. Men ikke for banken, de tjener deres 1,5 procent uanset hvad. Som kunde løber du den fulde risiko, imens banken ingen risiko løber.«

Karsten Engmann Jensen opfordrer – ikke overraskende – folk til at opsige deres aftaler med banken og selv investere deres penge til meget lavere omkostninger.

»Det er det, vi laver. Vi rådgiver folk til at opsige deres aftaler, hvis de har deres pension stående i banken, og så rådgiver vi dem til at investere pengene, så de kun skal betale 0,40 procent – altså under en tredjedel af det, de skal betale gennem banken. De slipper for at have så meget risiko, og de slipper for, at banken tager deres formue.«

Karsten Engmann Jensen siger, at ordningen med negativ rente på pensionsopsparingen kommer til at ramme mange mennesker – og især ældre.

»Der er mange, der ikke ønsker at investere alle deres penge fra deres pensionsopsparing lige nu. Noget har de investeret, og noget vil de gerne have stående kontant som sikkerhed. Og det rammer især ældre, der gerne vil have lidt mindre investeret og i stedet have lidt mere sikkerhed omkring deres formue.«