Thomas Sørensen har spillet sin sidste landskamp. Målmanden stopper i rødt og hvidt med øjeblikkelig virkning.

Mandag var det Christian Poulsen, og i dag blev det så Thomas Sørensens tur. Nøjagtig som sin mangeårige holdkammerat, stopper målmanden på det danske landshold.

- Det har været hårdt at skulle komme frem til denne beslutning. Landsholdet var mit helt store mål som barn og ung, og siden har det været en rigtig stor del af mit liv. Men jeg har drøftet min situation med både Morten Olsen og Lars Høgh (målmandstræner, red.) og selvfølgelig min familie, så min beslutning er velovervejet, forklarer Thomas Sørensen overfor dbu.dk.

- Jeg er 36 år, og jeg skal erkende, at jeg kan mærke den ekstra fysiske belastning det kræver at være landsholdsspiller. Jeg stopper derfor af hensyn til resten af min karriere og for ikke at sætte mig mellem to stole. Jeg har altid gerne ville stoppe på toppen af min landsholdskarriere, og den tid er nu kommet, fortsætter Sørensen.

- Samtidig er vi jo rigtigt godt besat på målmandsposten. Stephan stod jo fantastisk ved slutrunden, og Anders er også helt klar. Så derfor er det også med god samvittighed, jeg melder fra nu, så Morten og de andre ved, hvad de skal satse på til den kommende VM-kvalifikationsturnering. Så for mig drejer det sig udelukkende om at komme tilbage på holdet her i Stoke, slutter han.

Landstræner Morten Olsen bakker op om beslutningen, som kommer efter målmanden fik glip af EM med en skade.

- Thomas har været rygraden på holdet i næsten hele min periode som landstræner. Han ventede tålmodigt på sin tid som førstemålmand, og han har taget imod konkurrencen fra andre keepere undervejs. Han er en fantastisk målmand og en fantastisk holdspiller, udtaler Olsen.

- Men han har også været landsholdets nummer 1 i mere end 10 år, og derfor synes jeg, det er en klog beslutning, han er kommet frem til. Thomas har ført os til tre slutrunder og været førstemålmand under alle tre slutrunder, og han skal huskes som vores nummer ét. Ikke som nummer 16 eller 23 (numrene til de øvrige målmænd i en slutrundetrup, red.). Jeg vil gerne takke ham for en loyal og altid professionel indstilling, slutter landstræneren.

Thomas Sørensen, der fortsætter på klubplan i engelske Stoke, nåede at spille 101 landskampe. Den sidste var opgøret mod Brasilien kort inden EM.