I søndagens EM-kvalifikationskamp måtte Luka Modric lade sig udskifte allerede efter 28 minutter, og nu har den kroatiske midtbanekreatør fået dommen, der vil holde ham ude i resten af 2014.

I 1-1-kampen mellem Italien og Kroatien, måtte kroaterne undvære deres største stjerne Luka Modric, der til daglig styrer slagets gang på Real Madrids midtbane. I første halvleg måtte han lade sig udskifte, med det man troede, der var en almindelig forstrækning, og meldingerne lød i første omgang på tre ugers pause.

Modric tog efterfølgende hjem til Madrid for at blive undersøgt, og her stod det klart, at han ikke kan nøjes med tre uger, men ifølge nyhedsbureauet Reuters kommer han formentlig til at sidde ude resten af året:

- En undersøgelse udført af Real Madrids stab har vist en overrevet sene i det venstre lår, skriver Real Madrid på sin hjemmeside.

Med 1-1 resultatet ligger Modric og resten af det kroatiske mandskab på førstepladsen i gruppe H, og er godt på vej mod EM-slutrunden.