Hvis der er nogen, der drømmer om, at Michael Laudrup inden længe overtager det danske landshold og fortsætter på posten lige så længe som Morten Olsen, så må de tro om igen. Den danske træner, som i øjeblikket er klubtræner i Qatar, afviser, at han er manden, der fører Danmark frem til VM, når det spilles i hans nuværende opholdssted i 2022.

»Til den tid vil jeg være gammel (58, red.)! Jeg lover, at jeg vil se nogle af kampene, men jeg tror, at det bliver som tilskuer,« siger danskeren i et interview med organisationskomitéen bag Qatars VM.

I Interviewet, som er blevet bragt på fifa.com, afviser Laudrup på ny, at han har besluttet sig for, om han tager en sæson mere i Lekhwiya, eller om han finder et nyt job til sommer.

»Det her er ikke øjeblikket, hvor jeg tage en beslutning, efter som vi stadig er med i tre turneringer. Når sæsonen er forbi, vil jeg sætte mig ned og tænke det igennem. Jeg vil også høre på, hvad klubben siger, hvad de vil fremover, for man skal altid forbedre sit hold. Og jeg vil også høre på, hvad andre interesserede klubber siger, inden jeg træffer min beslutning.«

Han forventer i øvrigt, at Barcelona snupper den spanske titel foran Real Madrid og betegner de fem sæsoner i den katalanske storklub som de bedste år i hans karriere.

»Jeg regner stadig Barcelona som favoritter, fordi de er foran, men en dårlig kamp, og så er du bagud. Selvfølgelig er det altid bedre at være foran, lige som vi var, mens Al Sadd var bagved os. De skulle vinde og håbe på, at topholdet tabte.«

»Jeg er stolt af at have spillet for begge hold. De fem år i Barcelona var de bedste i mit liv som spiller. Og som person blev jeg så godt modtaget i Madrid. Men jeg er ikke født der, jeg er en udenlandsk spiller, og jeg er bare glad for at have spillet i disse fantastiske klubber.«