En kæmpe brøler.

Det er, hvad dommerteamet i søndagens Superliga-topbrag mellem FC Midtjylland og FC København begik, da de overså et straffespark til FCK.

En FCM-hånd på bolden fik ellers FCKerne til at appellere kraftigt for et straffespark, men kampdommer Morten Krogh og VAR-teamet, der ellers så situationen igennem igen og igen, afviste totalt.

Men nu er man kommet på andre tanker. Tirsdag er Morten Krogh nemlig ude at beklage beslutningen - for den var forkert, siger han til Bold.dk.

»Vi har efterfølgende evalueret på situationen og er kommet frem til, at der er tale om en forseelse til straffespark, idet armens position er for høj og dermed unaturlig,« lyder det fra Krogh i en kommentar til Bold.dk - du kan se situationen, hvor bolden rammer FCMs Henrik Dalsgaard på bryst og arm, i toppen af artiklen.

B.T. har været i kontakt med FC København, der ikke ønsker at kommentere historien.

Det er anden gang indenfor kort tid, at DBU-dommere beklager en kendelse i et opgør mellem de to.

For nylig indrømmede formand for DBUs dommerudvalg, Michael Johansen, nemlig at FCM blev tilkendt et forkert straffespark i Ulvenes 2-0-sejr, da de to mødtes i Herning i februar.

Søndag var det efter godt 75 minutter, at FCKerne appellerede for et straffespark.

På daværende tidspunkt kæmpede de forsvarende mestre for at komme tilbage fra 1-2 i en kamp, hvor et nederlag formentlig ville have været fatalt for deres fortsatte liv i guldkampen.

Straffespark blev det altså ikke til, men FCK formåede alligevel at udligne, da gæsterne scorede til 2-2 på et sent straffespark.

Derfor er der nu fortsat seks point mellem de to mandskaber med syv runder tilbage af sæsonen.

Du kan læse B.T.s dom over opgøret - lige her.