Manchester Uniteds Ryan Giggs jublede over, at klubben allerede har vundet sin gruppe.

Manchester United vandt 3-1 ude over Braga i onsdagens Champions League-kamp, og dermed er den engelske storklub ikke alene videre til ottendedelsfinalerne i verdens stærkeste klub-turnering. De har oven i købet vundet gruppe H.

Det er noget af en revanche for klubben, som i sidste sæson røg ud efter gruppespillet.

- Vi var allesammen meget skuffede sidste år, sagde Ryan Giggs efter sejren i Portugal ifølge BBC.

- Det var ikke godt nok, og det ville vi gøre noget ved. Det fik vi gjort, og måtte det fortsætte sådan, tilføjede den walisiske veteran.

- Vi har stor styrke i dybden i truppen, og det viste sig i dag, hvor Chris Smalling spillede sin første kamp i meget lang tid. Det kan vise sig meget værdifuldt i denne tid, hvor vi spiller to kampe om ugen, sagde Ryan Giggs.