FC Nordsjælland mindes den nu afdøde Peter Brixtofte på lørdag, hvor klubben tager imod AGF. Hele Farum er inviteret til Superliga-fodbold på Right to Dream Park.

»Med bygningen af bl. a. Farum Arena og Farum Park (i dag Right to Dream Park) skabte Peter Brixtofte de muligheder, der har gjort Farum til et sportsmekka. Og hans entusiastiske arbejde for Farum Boldklub var i høj grad medvirkende til at skabe den solide base, FC Nordsjælland har kunnet bygge videre på,« skriver FC Nordsjælland på klubbens hjemmeside.

Peter Brixtofte døde tirsdag i sidste uge i en alder af 66 år. Han var borgmester i Farum Kommune fra 1986 frem til 2002, hvor han blev væltet efter en række artikler i BT om embedsmisbrug, som senere førte til, at Peter Brixtofte kom i fængsel.

I 2002 rykkede Farum for første gang nogensinde op i Superligaen. Året efter blev klubben til FC Nordsjælland, og i 2012 nåede klubben et klimaks med dansk mesterskab og Champions League-deltagelse. Dette var en drøm, der gik i opfyldelse for Peter Brixtofte.

»Derfor håber FC Nordsjælland på et stort fremmøde til kampen mod AGF, så vi sammen kan mindes Peter Brixtofte og få en fodboldoplevelse, som han værdsatte så højt. Alle Farums borgere er blevet inviteret til lørdagens kamp med to billetter for at kunne være med til at mindes Brixtofte,« lyder det på FC Nordsjællands hjemmeside.

Mindehøjtideligheden er ifølge FCN aftalt med Peter Brixtoftes familie.