Michael Laudrup vil være en gevinst for Tottenham fra dag 1, fordi han i modsætning til den nu fyrede manager Andre Villas-Boas ved, hvad han vil. Det fastslår forfatteren Jonas Nyrup, der er den ene af mændene bag den meget roste Laudrup-biografi 'En gentleman i nye klæder'.

- Det som Tottenham på mange områder ser ud til at have brug for er at få en manager, der ved præcis, hvad han vil. Det så ikke ud til at være tilfældet med Villas-Boas. Han har ændret meget i systemet og har skiftet rundt, så har det været med høj bagkæde, så har det været med lav, så har de det ene, så har de det andet.

- Laudrup er - som det fremgår ret tydeligt af bogen - en mand, der holder sig benhårdt og stramt til sin filosofi. Det giver jo i sig selv nogle faste holdepunkter for spillerne, siger Jonas Nyrup.

Han tror også på, at Laudrup ved sin blotte tilstedeværelse på træningsbanen vil kunne løfte Tottenham-spillerne kollektivt, sådan han har gjort det før i sine tidligere ansættelser:

- Han har han jo denne her Laudrup-effekt, som jo formentlig også vil komme Tottenham til gode. Når han tiltræder, så løfter hele holdet sig bare pr. automatik, fordi han træder ind på træningsbanen. For Tottenhams vedkommende vil det betyde, at både en spiller som Eriksen, som er tilbage fra skade og har startet godt, og andre som måske ikke helt har leveret som forventet, vil formentlig kunne løfte sig ret gevaldigt simpelthen ved at få noget af det her træner-guldstøv, som Laudrup kommer med.

Jonas Nyrup har på Facebook opfordret Tottenham-formand Daniel Levy til at læse 'En gentleman i nye klæder', inden han eventuelt indleder forhandlinger med den danske Swansea-manager. En bog, som Nyrup overvejer at lade oversætte til engelsk på grund af den britiske interesse for den danske manager.

Hvis Levy læser op på danskerens fortid, vil han erfare, at Laudrup som princip normalt ikke tiltræder som frelsende engel midt i en sæson.

- Levy vil være nødt til at læse de passager med, at Michael Laudrup altid har sagt, at han ikke vil tiltræde som brandslukker midt i en sæson. Og da han så gjorde det den ene gang i Moskva, kom han dårligt ud af det.

- Hvis jeg var Tottenham-chairman, så ville jeg tage den pointe med mig og så overveje at indlede forhandlinger frem mod en sommer-ansættelse. Tottenham har købt spillere ind for en milliard, og de har jo et pissegodt hold spiller for spiller, de giver også nogle helt vilde forventninger. Laudrup kan ikke tiltræde og så sige 'jeg skal lige have det til at spille'. Det er noget med at levere fra dag 1, for spillerne er der, og han vil formentlig heller ikke kunne forlange helt vildt mange indkøb i januar, for de har købt ind i bunker.

Jonas Nyrup forventer, at Laudrup vælger at blive i Swansea sæsonen ud, inden han tager det næste skridt i træner-karrieren, som enten er en engelsk topklub eller tilbage til Spanien.

- Hvad ville der ske, hvis han forlod Swansea nu? Og hvad ville der blive af alle de spillere, som Laudrup i foråret selv har forklaret 'jeg bliver her', og de er kommet til klubben, fordi han bliver der - minimum en sæson. Så han vil også lade en hel masse i stikken nu. Og hvis Laudrup har givet sit ord, så holder han det.