Torsdag springer skuespillerinden Anne-Grethe Bjarup Riis ud som filminstruktør af 'Hvidsten Gruppen'. Og der skal mere end et par dårlige anmeldelser til at slå hende af pinden.

Så selvom både B.T. og Ekstra Bladet kun kan oppe sig til 2 stjerner og langer kraftigt ud efter filmen, kan det ikke slå hende ud.

- Jamen jeg er da på toppen, griner hun bare med sin tykke jyske accent.

De to anmelderne lægger ellers ikke fingrene imellem og kalder hendes film om den berømte modstands-gruppe 'Hvidsten Gruppen' både 'dræbende kedsommelig' og 'sært uvedkommende' og Morten Korch agtig i såvel skuespil som instruktion.

- Jeg ved godt, at Ekstra Bladet og B.T. ikke synes så meget om den, men det er jo interessant. For tempoet er helt bevidst. Jeg gider ikke lave en film, hvor der skal skydes og brages og blodet skal flyde. Det er ingen krigsfilm, understreger Anne-Grethe Bjarup Riis og fortsætter:

-  Det er et familiedrama, hvor du har 2. verdenskrig som rammen. Hvis jeg skal være ærlig, synes jeg, at det har krævet et stort mod at insistere på det tempo, fordi vi lever i en verden, hvor der skal underholdes og være tempo, fordi man er bange for at miste publikum.
 
- Jeg gider ikke gå den vej. Jeg gider ikke please. Jeg har lyst til at fortælle den her historie og lyst til at fortælle om kvinderne også, som faktisk bliver fuldstændig underprioriteret til fordel for krudt og kugler i alle andre film om modstandsbevægelsen, siger Anne-Grethe Bjarup Riis, som ikke lader sig gå på at de to sure anmeldere.

- Jeg er på toppen over de aviser, der har forstået min vinkel. Vi får 6 stjerner i Fyns Stifttidende og Kristeligt Dagblad, 5 i Nordjyske og så ellers 4 stjerner i alle andre. Det er da fantastisk, siger hun videre.

- Alle efterkommerne som har set filmen, har sagt, at 'det er lige sådan, som vi har oplevet det' og at Bodil Jørgensen er Gudrun. Og så kan jeg ikke få mere ros.

- Så må andre skrive, hvad de har lyst til og kalde den alt muligt. Det er nok bare en anden film, de havde regnet med at gå ind og se, siger hun om den hårde kritik.