Vi har fulgt hendes liv tæt igennem dokumentarprogrammet 'De unge mødre', men nu gider Malou Stella ikke mere. Det er tid til at prøve noget nyt.

20-årige Malou Stella fra Hedensted har igennem fire år været en fast del af Kanal 4s populære program De unge mødre, hvor vi har oplevet hendes fødsel af sønnen Tino som 15-årig, vi oplevede hende have boligproblemer, hendes uddannelsesforsøg og en tragisk brand, hvor familien mistede alt, hvad de ejede og havde. Nu får vi ikke lov til at følge hendes liv længere. 

- Jeg synes, jeg er kommet lidt videre, og nu vil jeg prøve noget andet, siger Malou Stella til Horsens Folkeblad. 

Sæson 11 af programmet har netop haft premiere.

Her kan man opleve Malou Stella få større bryster og se hende droppe ud af en uddannelse for ottende gang.

Der mangler endnu et par optagelser til forårets sæson, men når de er færdige, så stopper Malou Stella. Hun har dog overordnet været glad for, at hun har deltaget i programmet.

- Jeg håber, 'De unge mødre' kan være med til at vise andre, der får den tossede idé, at det ikke altid er så sjovt og nemt at være mor, som det ser ud til. Man bestemmer selvfølgelig selv, hvad man vil, men selv om jeg elsker min søn overalt på jorden, anbefaler jeg, man venter, til man er over 20, siger hun til Horsens Folkeblad.

I fremtiden har hun planer om at starte et nyt tv-program, få rigtigt gang i hendes spirende sangkarriere, blive uddannet til fitness-instruktør og måske en fremtid som fritidsbrandmand.