Det er ikke nødvendigt at bruge sæbe hver gang, man vasker hænder, siger hver femte unge i undersøgelse.

Unge i Danmark har tilsyneladende ikke taget deres forældres gode hygiejnevaner til sig. I hvert fald er det ikke de unge, der fylder i køen ved håndvasken inden frokosten ude på de danske uddannelsessteder og arbejdspladser.

En undersøgelse viser således, at kun halvdelen af de 18-34-årige vasker hænder, før de spiser. Og én ud af fem af de unge synes ikke, at det er nødvendigt at bruge sæbe hver gang, de vasker hænder.

Til sammenligning er det kun hver sjette person i alderen 50-65 år, der dropper håndvasken, inden de spiser.

Undersøgelsen er lavet af analyseinstituttet YouGov, som har interviewet 1004 personer i alderen 18-65 år om deres håndhygiejne og sygedage.

Ifølge undersøgelsen vasker halvdelen af de unge vasker heller ikke hænder, når de har rørt ved deres kat, hund, kanariefugl eller andre kæledyr.

Hver 10. unge glemmer desuden at vaske hænder, inden de skal lave mad.

Faktisk mener hver tredje unge, at lidt snavs på hænderne ikke er skadeligt.

- Det er dårligt nyt, at de unge slækker på hygiejnen, især omkring madvarer. Det kan man blive rigtig syg af, siger Inge Norus, der er ernærings- og husholdningsøkonom.

- Man ser det jo ikke, men man har masser af bakterier på hænderne, når man kommer hjem, og dem begynder man at overføre, når man for eksempel tænder for lyset, tager mad ud af køleskabet og så videre.

Trods den dårlige håndhygiejne har de unge dog ikke flere sygedage end andre i undersøgelsen.

Men når de ind i mellem bliver nødt til at holde sengen, så er infektionssygdomme som forkølelse og ondt i halsen da også årsagen i næsten dobbelt så mange tilfælde i forhold til dem, der er over 35 år.

/ritzau/