Trods flittig brug af nedrivningspuljen huser Syddanmark mange forældede og tomme boliger uden toilet, bad og køkken.

Leder du efter en bolig uden toilet, bad og køkken?

I så fald har Syddanmark det bedste udvalg. Her mangler knap 700 ubeboede boliger alle tre faciliteter, mens 1100 mangler to af faciliteterne.

Regionen er med andre ord danmarksmester i utidssvarende boliger, konkluderer Dansk Byggeri, der har lavet opgørelsen.

På landsplan mangler hele 1780 ubeboede boliger alle tre faciliteter, og knap to ud af fem ligger i Syddanmark, skriver Jydske Vestkysten.

– Tallet overrasker mig meget, og der er grund til en gang til at se på beslutningen om ikke at fortsætte nedrivningspuljen. Blev afskaffelsen truffet på det rigtige grundlag? Det mener jeg simpelthen ikke, at den gjorde, siger Torben Liborius, erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri.

Syddanske kommuner var flittige brugere af den såkaldte nedrivningspulje, men huser altså fortsat mange forældede, tomme boliger.

– Vi taler typisk om ældre boliger, hvoraf en del er bygget for 50-60 år siden. De er bygget på et tidspunkt, hvor man byggede hurtigt, og der var et stort behov og en stor udflytning, siger Torben Liborius og peger på, at mange ligger i områder, hvor efterspørgslen på boliger ikke er høj nok til, at det kan betale sig at renovere dem.

Tidligere har sydjyske borgmestre protesteret over, at nedrivningspuljen ikke blev forlænget.

Socialdemokraternes landdistriktsordfører, Annette Lind, henviser dog fortsat til, at kommuner kan søge midlerne til byfornyelse, hvis gamle bygninger skal rives ned.

– Jeg tror ikke, der er nogen, der ikke kan se, at det er problem, men man kan ikke sige, at det er statens ansvar alene. Det må også være kommunernes og især ejernes problem, siger hun til Jydske Vestkysten.

I hovedstaden mangler 517 boliger bad, køkken og toilet, i Midtjylland er tallet 257, mens Sjælland og Nordjylland har henholdsvis 170 og 141 boliger uden bad, køkken og toilet.