Selvom Skat flere gange blev advaret om, at kontrollen med udbytteskat haltede, lukkede Skat i 2013 netop den afdeling, der var specialiseret i udbytteskat.

Skat har fået hård kritik, efter det er kommet frem, at der formodentlig er svindlet med refusion af udbytteskat for 6,2 milliarder kroner. Og nu afslører DR endnu et uheldigt forhold i sagen.

Det viser sig, at Skat valgte at lukke en særlig afdeling for udbytteskat, der gik under navnet »Regnskab 2«, det samme år, som svindlen eskalerede. Afdelingen blev lukket i forbindelse med en omrokering i 2013 trods opfordringer til at sætte mere fokus på kontrollen med udbytteskat, skriver dr.dk.

De 6,2 milliarder kroner menes at være blevet franarret Skat ved at et større netværk af udenlandske firmaer har fået udbetalt skatterefusion for skat, de påstod at have betalt i forbindelse med aktiehandel. Men firmaerne havde angiveligt slet ikke aktier i de firmaer, de påstod.

Chefen for »Regnskab 2« gik på pension i 2013, og efterfølgende blev der ikke ansat en ny chef, som udelukkende havde fokus på udbytteskat. I samme periode blev en del medarbejdere fyret og registreringen af udbytteskat digitaliseret. De tilbageværende medarbejdere blev flyttet over til andre afdelinger, hvor der var fokus på meget andet end udbytteskat.

Disse forhold falder sammen med en voldsom stigning i udbetalingen af skatterefusion, som formodes at være steget på grund af svindel.

I 2010 betalte Skat 680 millioner kroner i refusion af udbytteskat. I 2013 var beløbet vokset til 2,8 milliarder kroner, og herefter steg det voldsomt til hele 6,1 milliarder kroner i 2014. Refusionerne af udbytteskat steg altså 3,2 milliarder kroner det år, hvor Skat lukkede det kontor, der havde speciale i udbytteskat, skriver dr.dk.

Kontorlukningen kan have haft indflydelse på svindlen, vurderer Kim Klarskov, der er professor på CBS og ekspert i intern revision og økonomisk kriminalitet.

»At der ikke har været nogen til at følge op på det, at det måske er faldet i et overgangstidspunkt, hvor der ikke har været overleveret ordentligt af den nye leder, at der måske slet ikke har været en leder, der har haft ansvar for det – det kunne være ting, der gør, at det falder lidt i mellem nogle stole, og ingen får rigtig reageret på det,« siger Kim Klarskov til dr.dk.

Skat nåede at udbetale 8,7 milliarder kroner retur i udbytteskat de første syv måneder af 2015, før Skat reagerede på et tip fra en udenlandsk myndighed om, at der måske foregik svindel og fik standset pengestrømmen.