Blandt verdens 50 største flyselskaber havde SAS i perioden 2008 til 2009 den største nedgang i passagertrafikken. Men selskabet har rejst sig igen.

SAS var tæt på en livstruende nedtur i 2009. Det viser tal på flyselskabernes fald i passagertrafikken.

Ifølge nyhedsbrevet check-in.dk faldt antallet af betalte sædekilometer i SAS fra 2008 til 2009 med 16,7 procent.

Dermed sætter SAS verdensrekord i tab af passagertrafik, skriver nyhedsbrevet.

Ingen andre af verdens største luftfartsselskaber havde så stor nedgang. På andenpladsen kom Thai Airways med et fald på 15,6 procent, og på tredjepladsen lå Japan Airlines med et fald på 13 procent.

Tallene bekræfter, at SAS var i en vanskelig situation. Produktionsapparatet blev i løbet af en kort periode skåret dramatisk ned - og mere dramatisk end alle andre luftfartsselskaber i samme kategori, oplyser check-in.dk.

Nyhedsbrevet konkluderer dog, at det er imponerende, at SAS har kunnet rejse sig fra en lynslankekur, der under andre omstændigheder kunne være direkte livstruende.

Mens SAS er slanket kraftigt har flyselskaber i Kina, Mellemøsten og Sydamerika i nogle tilfælde haft en tocifret vækst.

Det kinesiske selskab Hainan Airlines topper med en vækst i passagertrafikken på 28,4 procent.

/ritzau/