En afgørelse i en sag om robotstøvsugere kan få konsekvenser for alle, der modtager kommunal rengøringshjælp.

Modtagere af kommunal rengøringshjælp rundt omkring i landets kommuner kan godt begynde at spare op til en robotstøvsuger.

Det er konsekvensen af en sag, som Billund Kommune har vundet ved Det Sociale Nævn i Region Syddanmark.

Nævnet finder ingen grund til at anfægte, at kommunen afviser traditionel støvsugning med henvisning til, at borgeren kan anskaffe sig en robotstøvsuger, der typisk koster 2500-3000 kroner, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Landets øvrige kommuner har fulgt sagen med interesse, og flere står på spring for at kopiere Billund-modellen for at spare penge.

Kommunernes forening, KL, mener, at kommunerne nu kan pålægge borgerne selv at investere i moderne teknologi, når den - som en robotstøvsuger - er faldet så meget i pris, at det kan kaldes et almindeligt forbrugsgode.

- Afgørelsen viser, hvor hurtigt den teknologiske udvikling går, og det har vi i høj grad brug for i kommunerne, hvor der i de kommende år bliver færre hænder, og hvor vi gerne vil reservere hjælpen til at pleje de svageste borgere i stedet for at gå rundt med en støvsuger, siger formand for KL Jan Trøjborg (S).

I Billund har robotterne støvsuget for borgerens egen regning siden den 1. februar i år, og gevinsten er en årlig besparelse på én million kroner, fordi hjemmehjælperne bruger mindre tid hos de ældre.

/ritzau/