Kenneth Plummer bekræfter nu selv, at han har taget konsekvensen af den seneste tids mange sager og stopper som generaldirektør i DR.

Kenneth Plummer bekræfter nu, at han stopper som generaldirektør i Danmarks Radio fra dags dato.

Samtidig har DR's bestyrelse udpeget, hvem der i første omgang skal sætte sig i hans stol.

Det bliver direktør for DRs juridiske politiske sekretariat Maria Rørbye Rønn, der nu kan kalde sig konstitueret generaldirektør, indtil en permanent afløser er fundet.

Kenneth Plummer forklarer sin beslutning i en pressemeddelelse fra Danmarks Radio:

- Jeg har i dag taget konsekvensen af den seneste tids blæst om min person og meddelt DRs bestyrelsesformand, at jeg har agter at forlade min stilling, siger Kenneth Plummer.

- Jeg har været glad for mine fem år i DR og føler, at DR som medievirksomhed er kommet på ret kurs - både økonomisk og organisatorisk. Jeg holder meget af DR og ønsker derfor heller ikke, at min person kommer til at flytte fokus fra DRs virke, skriver generaldirektør Kenneth Plummer.

Til TV2 News siger han videre:

- Jeg har begået en fejl, og derfor synes jeg det er bedst at jeg stopper. Jeg ser tilbage på fem fantastiske år i DR. Jeg synes det er et stærkere DR jeg efterlader, end da jeg kom.

Kulturminister Per Stig Møller er tilfreds med hans beslutning.

- Hvis den generelle tillid er borte, er det meget fornuftigt at gå, siger han.

Kenneth Plummer begrunder sin beslutning med, at han ikke ønsker, at hans person kommer til at flytte fokus fra DRs virke.

DR's bestyrelsesformand Michael Christiansen beklager Plummers beslutning, men tilføjer, at han dog har forståelse for den.

- Kenneth Plummer har gjort utroligt meget for DR de forgangne fem år. Han blev stillet over for en svær opgave på et mildest talt vanskeligt tidspunkt i DR's historie, siger Michael Christiansen.

- Plummer har til fulde løst opgaven og har været stærkt medvirkende til at bringe DR på ret kurs efter budgetoverskridelserne i forbindelse med byggeriet af DR Byen, lyder det fra bestyrelsesformanden, der tilføjer:

- Også organisatorisk har han stået i spidsen for at gennemføre de nødvendige omstruktureringer, som sikrer, at DR er rustet til at møde fremtidens udfordringer som mediehus og kulturinstitution.

/ritzau/