Sympatistrejken fra skraldemændene i R98 er ophørt i København og på Frederiksberg. Også i omegnskommunerne er arbejdet genoptaget.

Hovedstadens overfyldte skraldespande vil nu blive tømt.

Det står klart, efter skraldemændene i R98 nu har genoptaget arbejdet.

Dermed vil de københavnere og frederiksbergensere, som mandag og tirsdag ikke fik hentet deres skrald som planlagt, få tømt deres skraldespand senest fredag.

- Det betyder, at i løbet af de næste par dage bliver der renset op og byens borgere bliver serviceret, som de plejer. Så de kan helt sikkert forvente, at der med ugens udgang ikke er mere affald i København og på Frederiksberg, siger tillidsmanden fra R98, Palle Nissen, til DR København.

Skraldindsamling på vestegnen


Også på den københavnske vestegn ser det i dag ud til, at der vil blive hentet skrald. Tidligere medarbejdere fra HCS-transport har de seneste dage blokeret skraldebilers adgang til Vestforbrændingen og HCS-Transport.

Men de utilfredse eks-skraldemænd er blevet hjemme under dynen her til morgen, og de arbejdende skraldemænd kan dermed komme af med affaldet.

Renoflex i arbejde


Endelig har også skraldemændene i Renoflex, ifølge DR’s oplysninger, også genoptaget arbejdet. Dermed kan borgere i eksempelvis Køge, Greve, Gentofte og Lyngby-Tårebæk, som Renoflex servicerer, også se frem til at få hentet skraldet.

Medarbejderne i Renoflex valgte – i lighed med skraldemændene i R98 – i går at nedlægge arbejdet i sympati med de forhenværende HCS-ansatte.