Landmænd i Tønder-området får nu flere penge for at lade være med at dræne det sårbare naturområde, hvor man blandt andet kan se fuglefænomenet Sort Sol

Et tilbud om flere penge skal nu få landmændene i Tøndermarsken til at holde op med at dræne markerne i det sårbare fugleområde.

Miljøminister Troels Lund Poulsen (V) har indgået aftale med Tønder Kommune, der blandt andet betyder, at kompensationen for at lade være med at dræne markerne hæves fra 850 kroner pr. hektar til 1400 kroner pr. hektar. Betingelsen er, at afvandingen af arealerne er standset inden årsskiftet, så den ændrede drift får virkning i den kommende ynglesæson 2010.

Det er dog stadig frivilligt for landmændene, om de vil gå med i aftalen og lade være med at dræne deres marker. Ved at afvande kan landmændene få bedre udbytte af deres jord, og de mindsker risikoen for, at køer og får bliver angrebet af insekter, der trives særligt godt i vådområder.

- Jeg forventer, at de private lodsejere i stort omfang vil lade deres arealer gå ind i ordningen. Vi har nu skabt grundlag for, at ynglefuglebestandene igen kan nå op på det niveau, de havde fra 2003-2007, siger miljøminister Troels Lund Poulsen i en pressemeddelelse.

/ritzau/