Det legendariske københavnske værtshus Centralhjørnet fylder 100 og er verdens ældste bøsseværtshus.
Luften er tyk af cigaretrøg og farvestrålende fisk og sommerfugle, møjsommeligt klippet og klistret sammen af papir.
Så skærer lyden af en stemme gennem den: »Hva’ så din tøs?«, efterfulgt af flere modne herrers skraldlatter. Sådan er tonen her. Rå og hjertelig.
‘Her’ er Centralhjørnet’ i indre København. Verdens ældste bøsseværtshus, som i denne uge fejrer 100 års fødselsdag.
»Godt, at man ikke var bøsse dengang,« siger Torben Boye Rasmussen med lettelse i stemmen.
Det er ham, der gennem de seneste 16 år har ejet og drevet det legendariske værtshus, som er kendt langt ud over landets grænser for stedets ekstravagante udsmykning, der følger sæsonerne. Men bestemt også kendt fordi det for længst er ophørt med at være en lukket klub for homoseksuelle.
»Vi favner bredt og hylder mangfoldigheden,« understreger Torben Boye Rasmussen.
Måske for meget. I hvert fald hvis man spørger stamgæsterne Palle og Bent, som sidder godt bænket ved et af de rustikke borde.
»De aftener, hvor der er underholdning, kan man godt føle sig lidt som i en zoologisk have. For der kommer en bunke heteroseksuelle, og kigger på os,« siger 84-årige Bent Ude.
Vennen Palle Nielsen på 85 supplerer:
»Der er det lidt som om, at stedet bliver invaderet af en hel husmoderforening fra Greve Strand, som kommer ind i busser for at se girafferne. For at se ‘hvad de er for nogen og hvordan de mon opfører sig’«.
Hvis de to navne ringer en lille indvendig klokke, skyldes det uden tvivl tv-dokumentaren ‘Palle, Bent og bøssebaren’, som for halvandet år siden blev vist på DR og gjorde de to gamle venner til ‘kendisser’. En dokumentar, som Centralhjørnet viser på deres storskærme denne eftermiddag i anledning af den runde fødselsdag.
Det er den visning, der har lokket de to aldrende herrer ind til byen. Ligesom deres besøg har lokket et tv-hold fra ‘Go’morgen Danmark’ forbi.
»Men dem sagde vi nej til. Herregud, fordi vi er bøsser, er vi da ikke interessante. Og vi er jo ikke linselus. Vi skal hverken være Gustav eller Linse,« kommer det hovedrystende fra Palle Nielsen.
Da Centralhjørnet åbnede i 1917, eksisterede der hverken linselus eller realitystjerner som Gustav og Linse. Til gengæld eksisterede der et strengt seksuelt moralkodeks, som ikke mindst blev håndhævet over for homoseksuelle, der i lovens øjne var kriminelle.
Alligevel virkede værtshuset på hjørnet af Kattesundet og Lavendelstræde som en magnet på hovedstadens mænd, der i løbet af de kommende årtier gradvist blev afkriminaliseret. Første gang i 1933, hvor omgang med jævnaldrende og voksne mænd blev tilladt.
Det var omkring dette tidspunkt i historien, at Bent Ude og Palle Nielsen blev født. Begge var de et par og tyve år, før Centralhjørnets magnet drog dem indendøre i dét, der nu offentligt var kendt som et bøsseværtshus.
»Og så var det jo, at der i slutningen af 50erne og 60erne kom dét, man kaldte trækkerdrenge,« husker Palle Nielsen om værtshuset, der nærmest blev en central for betalingssex.
»Men det foregår jo over nettet nu,« tilføjer han så.
Ikke mindst 60erne blev en helt anden tid for homoseksuelle i Danmark. Dels blev den seksuelle lavalder hævet fra 18 til 21 år for prostituerede, dels blev ‘kunden’ kriminaliseret. Senere på årtiet blev det tilmed forbudt for to mænd at danse sammen. Det stred mod orden og sømmelighed, som Foreningen af Politimestre skrev til landets justitsminister.
»Dér var det hårdt at være bøsse,« siger Palle Nielsen.
Fødselsdagskagerne kommer på bordet i Centralhjørnet. Bent Ude og Palle Nielsen studerer kaloriebomberne nøje, før de håndplukker én hver. Den skylles ned med en slurk kaffe.
Det er dog ikke kun 60erne, der har printet sig fast i de fleste af de ældre stamgæsters hukommelse. 80erne sidder der også. Af flere grunde.
»Det er skræmmende at tænke på, at det kun er lidt over 30 år siden,« siger ejer Torben Boye Rasmussen med en hovedrysten om, at Sundhedsstyrelsen først i 1981 fjernede homoseksualitet fra listen over sindssygdomme.
»Indtil da blev det betragtet som en sygdom, som man kunne blive helbredt for.«
Men en sygdom, som man til gengæld ikke kunne blive kureret for, ramte senere på årtiet miljøet. Aids.
»Den grimme sygdom,« kalder Palle Nielsen den. »Det var noget af et tilbageslag.«
Begge husker de, hvordan vennerne blev ramt af sygdommen. Skrumpede ind til skind og ben. For til sidst at skride i svinget. Husker, hvordan alle var påvirkede af den mørke sky, der hang over miljøet. Husker, hvordan den heteroseksuelle verden omkring dem fik berøringsangst, hvordan bøsser for en tid igen blevet stigmatiseret.
»Jo, der blev det hele ødelagt,« siger Bent Ude med en ærgerlig hovedrysten.
Måske var det som reaktion på en dyster tid, at musikken i starten af 90erne gjorde sit indtog på Centralhjørnet. Først via en rejsegrammofon, så en jukeboks.
Det var en sjov tid, husker de to gamle venner.
Især søndag eftermiddag, hvor det kun var bøsserne, der pakkede Centralhjørnet så tæt, at man knap kunne mase sig gennem lokalet.
»Stemningen var bare helt speciel. Så kom der Birthe Kjær på jukeboksen. Alle sang med, alle kendte mere eller mindre hinanden, alle var på nik,« mindes Palle Nielsen med et saligt smil på læben og konstaterer så tørt:
»Nu nøjes vi med at komme herned til frokost og hygge med vores smørrebrød. På den tid er der næsten ingen andre gæster mere. Men vi går jo heller ikke i byen for at score længere. Det klarer jeg på nettet,« siger Palle Nielsen og griner så:
»Ham dér, han er kommet til roligheden. Han gider det ikke rigtig mere.«
Bent Ude får en kærlig albue i siden, ryster på hovedet og vender det hvide ud af øjnene. Lidt et spil for galleriet. For i alle de år de to har været venner, har kærlig mobning været en vigtig ingrediens i venskabet.
»Jeg har oplevet rigeligt. Jeg gider ikke mere. Og jeg har jo en stor vennekreds. Det har vi begge to. Der er ingen af os, der sidder og er ensomme,« siger Bent ude til sit forsvar om at have afskrevet sex.
Centralhjørnet er da heller ikke længere dét scorested, som det var en gang. Lige siden de i starten af 00erne satte dragshows og syngepiger på programmet, har flere og flere heteroseksuelle også fundet vejen til det gamle bøsseværtshus i indre København, og dermed skrevet et helt nyt kapitel i Centralhjørnets 100 år lange historie, der begyndte med mænd, der måtte snige sig langs husmurene, indtil de kunne træde i den sikre bøssevarme.
»Hvor har man været superheldig,« siger 60-årige Torben Boye Rasmussen.
»Det må have været frygtelig svært dengang. Jeg sprang ud, da jeg var 20, og er aldrig blevet generet. Har altid kun mødt åbenhed.
Det eneste problem vi har i dag, er med folk af anden etnisk baggrund. Om sommeren kommer de drønende forbi i deres biler og kaster æg ind af døren. Andre gang kaster de sten gennem ruderne. Helt åndssvagt og tåbeligt.«
Det skal ikke slå skår i Torben Boy Rasmussen og stamgæsternes fødselsdagsglæde.
For som Centralhjørnets motto siger: ‘Her er hver dag en fest’.
