Over halvdelen af medarbejderne på landets specialskoler bliver slået af en elev i løbet af skoleåret. Det kommer bag på fagfolk.

Konflikter mellem lærere og elever på landets specialskoler ender jævnligt med vold. Mere end halvdelen af lærerne og tre ud af fire pædagoger og pædagogmedhjælpere oplever at blive slået af en elev i løbet af et skoleår, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

For flere end hver femte pædagog eller -medhjælper sker det hver uge.

Det viser en undersøgelse af arbejdsmiljøet blandt 796 ansatte på 19 specialskoler, hvor der går elever, som for eksempel på grund en ADHD-diagnose ikke går i folkeskolen.

- Det er meget overraskende, at omfanget af vold og trusler er så stort på skolerne, siger en af undersøgelsens bagmænd, cand. psych. og ph.d. Lars Peter Andersen fra Arbejdsmedicinsk Klinik på Regionshospitalet i Herning.

- Ved et tilfælde blev vi opmærksomme på, at det kunne være en god idé at undersøge arbejdsmiljøet på skolerne, og faktisk er omfanget af vold større her end i både Kriminalforsorgen, i psykiatrien og i ældreplejen, forklarer han til Jyllands-Posten.

Det samme mener formanden Socialpædagogernes Landsforbund, Benny Andersen.

- Det er et voldsomt højt tal. Det kommer bag på mig, at det er så højt, og man bliver nødt til at undersøge nærmere, om det for eksempel skyldes manglende ressourcer, så der ikke er personale til at være to voksne til at håndtere en konflikt med en elev, siger han.

Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, er bekymret for, at folkeskolelærere bliver mere udsatte for vold, når de cirka 49.000 elever, som i dag får op til 12 timers specialundervisning, i fremtiden skal inkluderes i almindelige skoleklasser.

- Vi skal forsøge at begrænse omfanget af vold på specialskoler. Også fordi, det kan få tragiske konsekvenser, når mange af eleverne fra specialskoler fremover skal have plads i folkeskolen, hvor lærerne ikke er forberedte på den type konflikter, siger lærerformanden til Jyllands-Posten

BNB