Journalister og en fotograf fra Jyllands-Posten får Cavlingpris for dækning af forholdene for sårede soldater.

De har i flere end 100 artikler afdækket de elendige forhold for sårede danske krigsveteraner.

De har beskrevet danske soldater, der har levet af mad fundet i containere, der er flygtet fra hverdagen ud i danske skove, og som bliver snydt for genoptræning.

Og nu har de vundet den største journalistiske hæder herhjemme, Cavlingprisen.

Der er tale om Jyllands-Postens journalister Lars Nørgaard Pedersen og Asger Westh samt fotograf Stine Larsen, folkene bag featureserien "Hjem fra krigen".

Journalistforbundets Cavlingkomité, der står bag beslutningen, beskriver serien som "et tankevækkende indblik i fysisk og psykisk lemlæstede soldaters tilværelse, efter at de er vendt hjem fra krig".

De prisbelønnede journalister har benyttet sig af elementerne reportager, interview og klassiske nyhedshistorier. Herigennem afdækker serien, "at der er behov for et bedre beredskab til at håndtere soldaternes sår på krop og sjæl", lyder det i begrundelsen.

"Det lykkes at få soldaterne til at åbne sig og få deres vilkår beskrevet langt mere detaljeret end i de ofte korte notitser, der bringes, når skaderne sker", står der videre.

En af disse beskrivelser er af Hans Holm - veteranen, der flyttede ud i en skov.

- Jeg har da taget mig selv i at rende rundt inde i den mørke skov med lange knive. Klar til at splitte en eller anden ad, som var kommet for tæt på, fortalte han i et tv-indslag.

Herefter har tingene ændret sig for Hans Holm.

De prisvindende artikler førte blandt andet til, at hans gamle soldaterkammerater pakkede et hold tasker og besøgte ham i skoven. Hans Holm er siden flyttet i en lejlighed i Fredensborg.

Cavlingprisen 2010 uddeles formelt på fredag klokken 15 i Journalisternes Hus på Gammel Strand i det indre København.

/ritzau/