En god blanding af familier på søndagsudflugt og flyentusiaster bevæbnet med kameraer har søndag taget turen til den jyske hede, hvor Flyvevåbnet har åbnet portene til Flyvestation Karup for offentligheden.

Anledningen er Danish Airshow 2014, hvor danskerne ganske gratis kan komme ind bag de høje hegn og opleve Flyvevåbnets jagerfly, helikoptere og transportfly fra nærmeste hold. Også Hæren, Søværnet, Politiet, Beredskabsstyrelsen, Hjemmeværnet og flyveopvisningshold fra hele verden er at finde på flyvestationen.

Se billederne: Her strømmer titusinder af danskere til enormt fly-show

De timelange bilkøer for at komme hen til flyvestationen vidner om den store interesse for at komme helt tæt på de store maskiner, der normalt må spottes som prikker på himlen. Flyvevåbnet vurderer selv, at cirka 100.000 vil kigge forbi Flyvestation Karup i løbet af dagen for at få et glimt af de imponerende maskiner, som kan ses både i luften og på landjorden.

Før klokken 13 er parkeringspladserne fyldt op med 40.000 biler og politiet fraråder flere at køre mod Flyvestation Karup på grund af det store trafikale kaos, der hersker på vejene omkring flyvestationen.

Flere tusinde heldige er dog kommet frem. Ved hegnet ud mod start- og landingsbanen har de største entusiaster taget plads i campingstole. Blandt dem er tre generationer af familien Jensen fra Vinderslev.

- Det er spændende at komme herud og komme så tæt på, siger Johnny Jensen, der har taget sin far og sin søn med til flyvestationen.

Interessen for fly er tydelig. På hovedet er en kasket fra sidst familien var til Danish Airshow, og i hånden hviler et kamera, med hvilket han hele tiden forsøger at få det bedste skud af de flyvende maskiner, der farer forbi.

- Han bygger modelfly, så han prøver at finde den næste, han skal bygge, fortæller sønnen Michael Jensen.