Hvorfor skal det give mere i løn at arbejde med maskiner end med mennesker? Er det rimeligt? Og er der overhovedet grund til at ændre på det?
Det er nogle af de spørgsmål, der bliver diskuteret efter offentliggørelsen af Lønkommissionens rapport om de offentligt ansattes lønforhold. En rapport, som på befriende vis gør op med myten om, at offentligt ansatte altid er bagud i lønstatistikkerne sammenlignet med de privatansatte. Men samtidig kaster rapporten lys over andre skævheder og løn-paradokser, som kalder på opmærksomhed og handling.Kommissionen blev nedsat af regeringen i 2008 som følge af strejkerne blandt sygeplejersker, pædagoger og sosu-assistenter. Det var dengang, bannere med slogans som »Mandeløn til kvindefag« flittigt blev luftet. Nu har kommissionen så talt, og jo, der er flere penge i at arbejde med teknik, som mange mænd gør, end med omsorg, der er kvindernes domæne. Helt overordnet tjener offentligt ansatte mænd 15-20 pct. mere end deres kvindelige kolleger.
Står vi så med et ligelønsproblem? Ikke i lovens snævre forstand. I det offentlige får kvinder og mænd i det store og hele samme løn for samme arbejde. Og forskellig løn for forskelligt arbejde. Pointen er, at arbejdsmarkedet er kønsopdelt: Mænd finder vej til brancherne med den højeste løn, og så er de langt bedre end kvinder til at indtage chefjob.
Det farlige spørgsmål er, om det er rimeligt, at en kommunalt ansat bygningskonstruktør – typisk en mand – tjener 28 pct. mere end en pædagog i en daginstitution – oftest en kvinde? Sådanne spørgsmål efterlader kommissionen ubesvarede, men hvor ville det være nyttigt, hvis de offentligt ansatte og arbejdsgiverne turde fortsætte debatten. Også selv om solidariteten dermed bliver sat på prøve, når fremtidige lønkager skal skæres.
Lad os se, om modet rækker til en ny vurdering af jobbenes værdi – set med moderne, kønsneutrale briller. Kald det en rimeligheds-debat, hvis udtrykket ligeløn blokerer. Og lad os få en større del af lønbudgettet ud til lokal forhandling. Det er nu en gang i it-afdelingen og på plejecenteret, at man ser, hvem der gør en helt særlig indsats. Med den nye rapport ved vi nu, at lønforskellene i den offentlige sektor kan forklares, men det er ikke ensbetydende med, at alt skal bevares som i dag. Slet ikke, hvis den offentlige sektor fortsat skal være en attraktiv arbejdsplads.
