Forbrugerrådet ser gode muligheder i fusionen mellem Forbrugerstyrelsen og Konkurrencestyrelsen. Men de vil fokusere på ikke at blive glemt.

- Vi er på vagt.

Sådan siger Forbrugerrådets direktør, Rasmus Kjeldahl, efter nyheden om, at Forbrugerstyrelsen og Konkurrencestyrelsen fusionerer.

Forbrugerstyrelsen er langt mindre end Konkurrencestyrelsen, og Forbrugerrådet er derfor bange for, at forbrugerne vil blive glemt.

- Vi vil holde øje med, at forbrugerområdet ikke drukner i Konkurrencestyrelsen. Hvis området bliver glemt, vil det få konsekvenser for forbrugerne, siger Rasmus Kjeldahl.

Han nævner, at Forbrugerstyrelsen har en helt afgørende betydning for et velfungerende forbrugerklagenævn og for, at forbrugerlovgivningen bliver håndhævet.

Rasmus Kjeldahl fortæller, at Forbrugerrådet overvejende er positive overfor fusionen.

- Vi har tidligere selv peget på muligheden. Det skaber en større sammenhæng mellem indsatsen på forbrugerområdet og konkurrenceområdet, siger han.

Rasmus Kjeldahl mener, at konkurrencesituationen i Danmark på nuværende tidspunkt er for dårlig på en række områder. Derfor håber han, at fusionen med tiden vil give lavere priser til glæde for de danske forbrugere.

/ritzau/