Danmarks største møbelkæde, der også er blandt landets mest populære spisesteder, er blevet afsløret i grove svigt på fødevaresikkerheden.

24timer kan afsløre, at bistroen i Ikea i Gentofte nord for København for nylig var invaderet af en så stor forekomst af fluer, at kunderne klagede til fødevarekontrollen. Myndighederne greb ind, hvorefter bistroen blev lukket, så skadedyrsbekæmpere kunne komme til.

Fluerne befandt sig i både bistroens køkken, lager, og der, hvor kunderne spiser, ligesom Ikeas restaurantkøkken på en anden etage havde besøg.

Men det var langtfra alt, der var galt. Fødevarekontrollen konstaterede, at intet personale havde tid til at overvåge restaurantens buffet.

Fødevarekontrollen bemærkede, at man ikke må sælge fødevarer i emballager, der kan 'frembyde en fare for menneskers sundhed'.

Ikeas kommunikationschef, Lena Gaarde, beklager og slår fast, at kunderne trygt skal kunne købe fødevarer i Ikea.

- Vi har taget kritikken dybt alvorligt og rettet op på det med det samme. Vi har en god dialog med Fødevarestyrelsen og er glade for de kunder, der gør os opmærksomme på fejl, siger hun til 24timer.

Lena Gaarde forklarer, at Ikea undlod at trække æblejuicen tilbage, fordi de ikke var sundhedsfarlige, og at fluerne var svære at se, fordi de gemte sig i en udslusningsskakt.

Det har tidligere fremgået i denne artikel, at Ikea også solgte ulovligt importerede flasker æblejuice. Det var en forkert oplysning fra fødevarekontrollen. Det er altså desværre en myndighed, der har begået en fejl.

Bistroen har i øvrigt fået sin glade smiley retur, oplyser Ikea.