Danske Spil efterlyser ejermanden til flere millioner kroner, da de endnu ikke har hørt fra vinderen. En heldig lottospiller vandt 13,4 millioner kroner den 26. februar 2014.

Det nøjagtige tal ligger på 13.493.785 kroner, som bare venter på sin ejermand.

Danske spil kan oplyse, at den heldige spiller som den eneste havde ramt de seks vindertal på række på sin kupon, og dermed blev den heldige spiller aftenens eneste 1. præmievinder i det fælles nordiske Lotto. Det heldige spil er en Lyn Onsdags Lotto købt hos Føtex, Gravene 37-39, 8800 Viborg.

Men Danske Spil venter stadig på at vedkommende giver lyd fra sig.

- Vi plejer normalt at høre fra de nyslåede Lotto-vindere de første 14 dage. Så det er ekstraordinært, at der er gået et halvt år, siger kommunikationsmedarbejder hos Danske Spil, Karen Minke til BT.

En lottovinder har et år fra den dag tallene er udtrukket til at hente gevinsten. Og spillere der vinder mere end 1,5 mio. kr. kan få økonomisk rådgivning af Danske Spil.

- Vi har tidligere oplevet, at en nyslået lotto-milionær har henvendt sig til Danske Spil en dag inden tidsfristen, så det kan stadig nås. Det sker en eller to gang om året, at der er en milliongevinst der ikke bliver afhentet, og det er ærgerligt, siger Karen Minke til BT. 

I 2002 købte en mand en lynlottokupon med en gevinst på 9,3 mio. kr. En uge efter gik manden ind hos Lottoforhandleren i Esbjerg for at udløse sin gevinst. Men manden blev utålmodig, da der var kø, så han lagde kuponen på disken og sagde til personalet, om de ville kontrollere den, når de fik tid. Han er aldrig dukket op siden.

Karen Minke opfordrer alle, der har købt deres Lotto i Føtex i Viborg, til at få søgt eventuelle gamle Lotto-kuponer, som man har liggende. 

- Vi frygter, at kuponen ligger et sted, som er godt gemt. Få tjekket skuffer og skabe, handskerummet, aflagt tøj.  Og gå ned til en forhandler, og få tjekket din kupon, om der skulle være en gevinst.