____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>'Dovne Robert' og hans manglende lyst til at arbejde har været heftigt debatteret i debatten om kontanthjælpssystemet. Men selvom han stod frem og ærligt indrømmede, at han hellere modtog kontanthjælp end han ville arbejde, så fortæller han nu i et interview til Radio24syv, at han arbejder - sort.



Han er efterfølgende blevet konfronteret af Ekstra Bladet, der spørger Robert Nielsen, hvor tit han arbejder sort:

- Ikke særlig tit. Systemet har tre øjne på mig nu. Hvis jeg gør det, og hvis jeg har gjort det i fortiden, har det været af ren og skær selvforsvar for at få brød på bordet, siger Robert Nielsen ifølge Ekstra Bladet.



Han har fortalt, at han ikke har afleveret penge, han har tjent sort, til kommunen, men mener ikke selv, at han arbejder sort.

- Nu ligger landet faktisk sådan, at jeg ikke arbejder sort. Jeg har erklæret mig enig i, at jeg ikke lige har fået afleveret de 200 kroner, jeg tjente i weekenden til k-kassen (kommunekassen red.), men jeg laver ikke organiseret sort arbejde, siger 'Dovne Robert'.



Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) sagde i går, at Robert Nielsen ikke repræsenterer hverken kontanthjælpsmodtagere eller arbejdsløse.

- Robert er ikke repræsentant for kontanthjælpsmodtagere, arbejdsløse eller danskerne i det hele taget. Heldigvis for det. Vi ville ikke have et velfærdssamfund, hvis der var mange med samme tilgang til tingene som Robert. Vi har kun et velfærdssamfund, hvis tilpas mange af os løfter vores pligter, sagde Mette Frederiksen under gårsdagens åbne samråd i Folketingets beskæftigelsesudvalg, der havde Dovne Robert-sagen på programmet.