Ghettoer skal ikke renoveres. Vi skal stille krav til beboerne, mener DF's boligordfører, Merete Dea Larsen.

København. Det hjælper ikke at bruge over en milliard kroner på at renovere Gellerupparken i Aarhus, som står på regeringens ghettoliste. Samfundet skal i stedet stille større krav til beboerne.

Det mener Dansk Folkepartis boligordfører, Merete Dea Larsen.

- Vi bruger mange penge på de fysiske rammer. Men det er galt med indholdet. Der er vi ovre i sagsbehandlersystemet og den måde, samfundet møder borgerne, som har brug for hjælp, på, siger Merete Dea Larsen.

En undersøgelse fra Kraks Fond Byforskning viser, at 31 boligområder på ghettolisten fra 2014 har stort set samme antal beboere som i 1985 uden arbejde og uddannelse, er kriminelle eller med lav indkomst.

Helle Hansen fra Gellerupparkens afdelingsbestyrelse håber, at regeringen sløjfer ghettolisten.

- Man skulle tage at snakke med os, der bor her. Og så skal man fjerne ghettolisten. Den stigmatiserer bare området, siger hun.

Integrationsminister Inger Støjberg (V) er uenig.

- Jeg mener på ingen måde, at vi skal sløjfe ghettolisten. Vi skal tale åbent om det. Ellers forsvinder problemerne ikke. Hvis man ikke kender til problemerne, er de svære at løse, siger ministeren til Ritzau.

Merete Dea Larsen mener, at borgere i udsatte boligområder ikke skal kastes rundt i systemet. De skal have én indgang til det offentlige.

- Så skal vi have nogle forventninger og krav til disse borgere. De skal ikke opleve, at man har en særlig dagsorden og tilskud, man hele tiden kan trække på, siger DF's boligordfører.

Der skal bruges over én milliard kroner på at renovere Gellerupparken og Toveshøj i Aarhus. Pengene kommer fra Landsbyggefonden, Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening, som i 2008 aftalte en helhedsplan.

/ritzau/